Dna-prøver bekræfter: Bukkelam blev dræbt af ulv

16x9
Bukkelammet var blevet bidt i struben under angrebet Foto: Ulvetracking

Nu er det ganske vist.

Nu er det ganske vist. Det var en ulv, der angreb og spiste sig mæt i et bukkelam i Jylland tilbage i december sidste år.

Kadaveret blev fundet i en jysk skov af en jæger. Bukkelammet lå død, og både hjerte og lever var spist. Omkring 20 meter væk lå dele af dens maveindhold. 

Efterfølgende kontaktede jægeren gruppen 'Ulvetracking', som straks tog til stedet, hvor de tog spytprøver fra bidemærkerne i det døde bukkelam. Spytprøverne blev efterfølgende sendt til Aarhus Universitet, hvor de blev dna-testet. Og det er altså de prøver, der nu ligger klar.

- Bidmærkerne stammer helt sikkert fra en han-ulv. Bukkelammet er blevet angrebet, bidt i struben og er dødt med det samme. Fundet hjælper med til, at vi kan klarlægge, hvordan danske ulve spiser og jager, siger Lars Ostenfeld, der tidligere har optrådt i programmet 'Naturen Live' på TV 2 Fri.

Her sad han i flere uger i en skurvogn på den jyske hede med blikket stift rettet mod et kronhjorte-kadaver, for at se, om der eventuelt skulle gå en ulv i fælden. Men på trods af, at kadaveret efter 11 dage blev sprættet op, kom der aldrig nogen ulv på besøg, og Lars Ostenfeld måtte opgive sit projekt efter 15 dage.

Laver film om ulvegruppe
Men Lars Ostenfeld har ikke opgivet håbet om at finde den jyske ulv. Han har derfor slået sig sammen med gruppen 'Ulvetracking', der er en gruppe frivillige vestjyder, der arbejder for at dokumentere ulven i Danmark. Ostenfeld er nu ved at lave en film om og med gruppen.

Lars Ostenfeld og Ulvetracking efterlyser derfor danskernes oplevelser med ulven. Optagelserne er netop nu i gang, og Lars Ostenfeld og Ulvetrackerne søger derfor oplysninger om ulvene.

- Hvis man ser noget, som kan lugte af ulv, så må man gerne kontakte Ulvetracking. Vi kan bruge både oplevelser, fotos og film. Og vi kommer også gerne forbi, siger Lars Ostenfeld.

Du kan læse flere detaljer på Ulvetracking.dk, som også er stedet, hvor du skal henvende dig, hvis du har fotos eller andet brugbart materiale.