Anker Boye hævede selv telefonregning til 300.000

16x9
Odenses borgmester, Anker Boye, har fået en telefonregning på en kvart million under en ferie. Foto: Polfoto

Under en ferie i Tyrkiet i 2011 brugte Odenses borgmester Anker Boye sin telefon for et kvart million kroner.

Under en ferie i Tyrkiet i 2011 brugte Odenses borgmester Anker Boye sin telefon for et kvart million kroner. Nu viser det sig, at han fik sms’er fra TDC under rejsen, hvor han selv aktivt kunne hæve beløbet fra 100.000 til 200.000 kroner og derefter til 300.000 kroner. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Regningen endte på 245.057 kroner ekskl. moms.

- Det er rent ud sagt en lortesag, og jeg må sige, at borgmesteren i den her sag har klokket i det. Han er ked af det, og det er vi andre også, siger Leif Knudsen, formand for Socialdemokraterne i Odense i dag til Fyens Stiftstidende.

Det har ikke været muligt. at få fat på Anker Boye, men ifølge Michael Bruhn Frederiksen, chef for strategi og kommunikation i Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, kan borgmesteren ikke selv huske, at han har sagt ja, til at loftet skulle hæves.

Udskrifterne fra TDC viser, at det er datadownload, der står for det meste af det samlede forbrug, men der er ingen specifikationer for, hvad der helt konkret er blevet downloadet.

I øjeblikket kæmper Odense Kommune med TDC om regningen, og inden det er afklaret, vides det ikke, hvem der skal betale for det. Men det bliver ikke borgmesteren.

- Reglerne er sådan, at han har fri telefon. Punktum, siger Michael Bruhn Frederiksen.