Se og Hør-medarbejder: Vi havde kilder hos SAS

Når en ansat i Nets i årevis har fodret Se og Hør med fortrolige informationer om kendte og kongeliges indkøbsvaner, er han ikke den eneste faste spio

Når en ansat i Nets i årevis har fodret Se og Hør med fortrolige informationer om kendte og kongeliges indkøbsvaner, er han ikke den eneste faste spion på ugebladets lønningsliste.

For bladet har Københavns Lufthavn altid været et epicenter for gode historier, og ifølge flere medarbejdere på bladet, betalte Se og Hør ansatte i både SAS og Københavns Lufthavn for nyttige tips omkring stjerner og royales rejser.

Den ene journalist kunne som kongehusmedarbejder fast ringe til en flyveleder i kontroltårnet. Den anden havde en central kilde i SAS - og fælles for de to lufthavnsansatte er, at de har adgang til flyenes passagerlister.

Det betød blandt andet, at Se og Hør kunne booke sig ind på nabosædet, når prins Joachim og prinsesse Marie skulle på ferie - og på den måde få solo-interviews og billeder.

Og det kommer bag på pressechef hos SAS, Trine Kromann:

- Det er dybt alvorligt og grænseoverskridende. Når medarbejderne bliver ansat - og løbende i deres ansættelse - bliver de undervist i, at de har med følsomme oplysninger, som er ulovlige at give videre, siger hun til TV2 Nyhederne.

Overfor tv2.dk afviser nuværende chefredaktør på Se og Hør, Niels Pinborg, at bladet benytter sig af oplysninger, der er tilvejebragt på ulovlig vis.

- Jeg kan ikke redegøre for, hvordan det er foregået tidligere, men jeg kan garantere for, at vi ikke har adgang til ulovlige oplysninger nu, siger han.

- Jeg har overtaget en butik, hvor der skal ryddes godt og grundigt op. Jeg har opfordret alle mine medarbejdere til at fremlægge alt, så vi kan få styr på det her, sige rPinborg.

Han afviser, at Se og Hør stadig kan betale kilder i SAS, lufthavnen eller andre steder, der arbejder med personfølsomme oplysninger:

- Det er umuligt uden min viden, og jeg kender ikke til den type kilder, siger Niels Pinborg til tv2.dk

Pressechef hos SAS, Trine Kromann forklarer til TV2 Nyhederne, at SAS har ca. 600 medarbejdere, der af forskellige årsager har adgang til passagerlisterne. Det drejer sig om medarbejdere, der arbejder i check-in, boarding-området, sikkerhedsfolk og salgsmedarbejdere.

Men SAS har ikke umiddelbart mulighed for at gå ind og se, hvem der har tjekket de forskellige passagerlister ud.

- Det er sådan, at vores systemer er blevet opdateret for et års tid siden, og i den forbindelse har vi fået øget sikkerheden omkring data. Men vi kan ikke gå ind på en liste og se, hvem der har været inde og kigge på den. Men er der blevet lavet ændringer i listen, kan vi se, hvem der har gjort det, siger Trine Kromann.

Hun fastholder dog, at SAS har et højt sikkerhedsniveau, og at der vil blive taget hånd om situationen.

- Vi er ved at opdatere systemerne, der giver os bedre muligheder for at spore ting, og så vil vi indskærpe over for vores medarbejdere, hvordan de skal behandle passageroplysninger.

Opdateret 19.40 med kommentar fra chefredaktør hos Se og Hør, Niels Pinborg.