OSCE-gidsel er tilbage i Danmark

16x9
Her er den danske chefsergent John Christensen Foto: TV 2

Søndag eftermiddag blev chefsergent John Christensen endelig genforenet med sin familie i Roskilde. Bag ham ligger otte dage, hvor han sammen med sek

Søndag eftermiddag blev chefsergent John Christensen endelig genforenet med sin familie i Roskilde.

Bag ham ligger otte dage, hvor han sammen med seks andre observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har siddet som gidsler hos prorussiske, militante separatister  i den østukrainske by Slavjansk.

Det skriver Forsvaret  på sin hjemmeside.

- Jeg vil gerne udtrykke min dybe anerkendelse af den indsats, som John har udført for sig selv og det hold han var en del af. Det er en indsats vi alle kan være stolte af. Jeg vil samtidig gerne understrege vigtigheden af, at familien nu får ro til at komme sig, siger forsvarschef, general Peter Bartram i en pressemeddelelse.

Danskeren blev sammen med resten af et tyskledet OSCE-observatørhold taget tilfange d. 25. april og blandt andet beskyldt for spionage.

Den selvudråbte borgmester i Slavjansk, der har tilbageholdt de syv udlændinge og de fem ukrainske soldater siden fredag i sidste uge, sagde lørdag:

- Som jeg har lovet, så fejrede vi min fødselsdag i går, og derefter tog de af sted. Som sagt har de været mine gæster, siger Vyacheslav Ponomaryov, den pro-russiske leder i Slavansk.

Frigivelsen er angiveligt sket uden nogen form for betingelser eller modydelser. Ifølge borgmesteren skyldes frigivelsen i høj grad den russiske udsending Vladimir Lukin, der har arbejdet for deres frigivelse.

Lørdag blev gidslerne fløjet fra Ukraine til Berlin.

- Jeg glæder mig til at se min familie igen, sagde John Christensen til TV 2 efter sin frigivelse. Og han havde også et godt bud på, hvad der skulle ske, når han nåede tilbage til Danmark:

- Jeg skal klippes, siger han muntert.

Søndag er chefsergenten sammen med repræsentanter fra Forsvaret taget fra Berlin til Danmark, hvor det tidligere gidsel altså blev genforenet med sin familie.

Forsvaret oplyser, at John Christensen efter omstændighederne har det godt. 

I forbindelse med hjemkomsten har Forsvaret planlagt et forløb, der skal hjælpe ham og hans familie igennem den oplevelse, de har været udsat for.

Det er helt almindelig procedure i forbindelse med hjemkomst efter international indsats, og forløbet indeholder blandt andet et antal briefinger og samtaler med en psykolog, hvis det ønskes.

Siden 20. marts har en mindre observatørgruppe, der tæller observatører fra blandt andet Tyskland, Holland, Rumænien, Schweiz og Slovakiet, rejst rundt i Ukraine for at vurdere sikkerhedssituationen efter anmodning fra Ukraine.

Blandt disse observatører er også den danske chefsergent John Christensen, der sammen med et tyskledet observatørhold blev taget til fange i den separatistkontrollerede by Slavjansk 25. april og lørdag er løsladt efter otte dages gidseltagning.

* OSCE er også involveret i andre opgaver i Ukraine, hvor man er i gang med at uddanne valgobservatører før præsidentvalget 25. maj, som også skal overvåges af omkring 100 valgobservatører fra organisationen.

* OSCE er verdens største regionale sikkerhedsorganisation med 57 deltagende stater fra Europa, Centralasien og Nordamerika. Organisationens aktiviteter omfatter konfliktforebyggelse, krisestyring og økonomisk genopbygning.

(Ritzaus kilder: Udenrigsministeriet, AP og osce.org)