Lægerne har opgivet Oscar – nu får han hjælp fra fremmede

16x9

Hver dag må Nicca Tambour og Chano Henningsen se deres 18 måneder gamle søn Oscar få det værre og værre, mens lægerne har opgivet at hjælpe ham. Den

Hver dag må Nicca Tambour og Chano Henningsen se deres 18 måneder gamle søn Oscar få det værre og værre, mens lægerne har opgivet at hjælpe ham.

Den lille dreng har været lungesyg hele sit korte liv og har allerede været indlagt flere gange, end forældrene kan tælle.

- Lægerne mente, det var startproblemer, og at han ville vokse fra det. Men især det sidste halve år er han bare blevet blegere og svagere, mens behovet for penicillin og smertestillende bare vokser. Lægerne kan ikke give en diagnose, og derfor ender de med at pumpe ham fuld af alt muligt, der kun symptombehandler, men aldrig kurerer, siger Oscars mor, Nicca Tambour, til tv2.dk.

 

Oscar har fra sine første døgn været syg. Blandt andet har han haft en sammenklappet lunge, samt lungebetændelse mere end 20 gange
Oscar har fra sine første døgn været syg. Blandt andet har han haft en sammenklappet lunge, samt lungebetændelse mere end 20 gange Foto: Nicca Tambour

 

Oscar bliver løbende indlagt på Hillerød sygehus, når han akut får en infektion,mens det er Rigshospitalet, der sørger for større undersøgelser og test.

I desperation over lægernes manglende evne til at udrede Oscar, har familien vendt sig mod udlandet, hvor de håber at finde en behandling til den syge dreng.

- Som mor kan jeg slet ikke acceptere, at lægerne bare trækker på skuldrene og siger, at nu kan de ikke gøre mere for ham. Så nu har vi fået kontakt til læger i München og London, som vil kigge på røntgen- og scanningsbilleder af Oscar. Vi er også villige til at rejse til USA, hvis vi ikke kan få hjælp her i Europa, siger Nicca Tambour,

Men skal Oscar og hans forældre til at købe sig til undersøgelser og behandlingsforløb i udlandet, og det har familien, der udover Nicca Tambour og Oscar tæller to døtre på tre og fem, samt faderen Chano Henningsen, slet ikke råd til.

Derfor har de startet en indsamling på caremaker.dk, samt oprettet en facebookgruppe, hvor de lægger informationer om familiens kamp ud.

- Vi havde intet at miste, men troede ikke, det ville give noget særligt. Men interessen og støtten har været helt vild. Vi er så taknemmelige for den kæmpestore hjælp, der er kommet fra helt fremmede mennesker. Skal Oscar til udlandet kan det koste alt mellem 100.000 til 350.000 kroner, når hele hans journal skal oversættes og behandlingsplaner, rejser og ophold i udlandet skal betales. Vi er jo desperate for at komme hurtigt afsted, for jeg kan se han får det værre og værre, siger Nicca Tambour.

Indsamlingen startede 10. april, og på nuværende tidspunkt har folk doneret mere end 60.000 kroner til Oscars fremtidige lægeregninger.