Forældre sender syge børn i institution

Hvad gør travle forældre, der skal passe deres arbejde, når børnene endnu engang er blevet syge? Mange pædagoger oplever, at de skrantende børn får e

Hvad gør travle forældre, der skal passe deres arbejde, når børnene endnu engang er blevet syge?

Mange pædagoger oplever, at de skrantende børn får en panodil og bliver afleveret i institution alligevel.

En undersøgelse foretaget af BUPL viser, at 85% af de adspurgte pædagoger har haft på fornemmelsen, at et barn er blevet afleveret på febernedsættende medicin.

Og 37% svarer, at de hver 14. dag eller oftere oplever, at forældre afleverer syge børn.

Kaster op om natten - i børnahave om morgenen
Sådan er det også i Årslev børnehave på Midtfyn.

- Der er nogle gange, at børnene selv fortæller, at de har kastet op om natten, og så kan man godt blive lidt bekymret, når de alligevel er mødt op, siger Lisbeth Dupont Andersen, der er pædagog i børnehaven.

Og hun kan også nikke genkendende til knebet med, at barnet lige får en panodil, så det er feberfrit de første timer.

Sygdomme kører i ring
En opgørelse viser da også, at salget af febernedsættelse medicin til børn er steget godt 10 procent på fire år.

Men det er ikke kun synd for et sygt barn at skulle ud af sengen og i institution – risikoen for at smitte de andre børn er selvsagt et stort problem.

- Vi oplever nogle gange, at der er sygdomme, vi simpelthen ikke kan komme af med fx omgangssyge, der bare bliver ved med at florere, Lisbeth Dupont Andersen.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger er, at børn skal holdes hjemme i to dage efter opkast, diarré, og hvis de har fået penicillin for fx halsbetændelse.