Sidste nyt: Kræftcellers tur i rummet er udsat

16x9
Foto:

Sidste nyt: Den amerikanske rumadministration NASA meddeler mandag aften, at opsendelsen af rumraketten er udsat.

Sidste nyt: Den amerikanske rumadministration NASA meddeler mandag aften, at opsendelsen af rumraketten er udsat. Det skyldes, at man opdagede en helium-læk, da man startede raketten op og forberedte opsendelsen. NASA siger, at næste chance for opsendelse er fredag aften klokken 21:25 (dansk tid), hvis der er lykkedes at få rettet fejlen.

Mandag aften sendes en usædvanlig last af sted til den internationale rumstation ISS.

Det er seks millioner aarhusianske kræftceller fra en patient med kræft i skjoldbruskkirtlen.

NASA’s forsyningsraket letter efter planen klokken 22:45 mandag aften (dansk tid) fra Cape Canaveral i Florida. Og det er Danmarks eneste professor i rummedicin, Daniela Grimm fra Aarhus Universitet, der har fået lov til at sende den usædvanlige pakke en tur ud i rummet.

Formålet er at undersøge, hvordan kræftceller reagerer på langvarig vægtløshed i rummet.  Laboratorieforsøg har på jorden tyder nemlig på, at vægtløshed slår mange kræftceller ihjel. Men efter flere års forskning ved man stadig ikke, hvorfor det forholder sig sådan, fortæller Daniela Grimm.

- Det er virkeligt spændende. Det er første gang vi får sendt kræftceller op til rumstationen, siger hun til TV 2.

Forsøg i laboratorier har vist, at 30 procent flere i en gruppe kræftceller dør, når de er påvirket af vægtløshed, end når de er påvirket af tyngdekraft.

- Men de resultater stammer fra maskiner, der kan simulere vægtløshed.  Nu skal vi efterprøve det ude i rummet. Cellernes ophold i rummet skal hjælpe os til at forstå den mekanisme, som aktiverer celledøden ved vægtløshed. Vi ved, at den udløses af proteiner, men vi mangler viden om hvilke. Kan vi finde frem til det, kan det bruges til udvikling af nye lægemidler til kræftbehandling, fortæller Daniela Grimm.

- Ideen på lang sigt er ikke, at vi skal sende kræftpatienter ud i rummet. Ideen er, at vi skal blive klogere på, hvorfor disse kræftceller dør, siger hun.

Kræftcellerne befinder sig i en kapsel i det ubemandede forsynings-rumskib, der skal kobles sammen med rumstationen ISS. Efter en måned i rummet bliver kapslen koblet fri og sendt tilbage til jorden, hvor den efter planen skal lande i Stillehavet ud for Californiens kyst.  Når kapslen er fundet, kan forskerne så komme i gang med at undersøge, hvordan kræftcellerne er blevet påvirket af turen. Forskningsresultaterne forventes først at ligge klar om et års tid.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. At komme over til Cape Canaveral og se raketten blive sendt af sted. Det sker kun en gang i livet, at man får lov at gennemføre et eksperiment i samarbejde med NASA, siger Daniela Grimm.

 

Daniela Grimm er professor i rummedicin ved Aarhus Universitet
Daniela Grimm er professor i rummedicin ved Aarhus Universitet Foto: TV 2