Vrede forældre: Derfor vaccinerer vi ikke vores børn

16x9
Kløende udslæt i forbindelse med aluminiumsallergi Foto: Privatfoto

De danske sundhedsmyndigheder råber vagt i gevær. Antallet af danske børn, der bliver vaccineret falder.

De danske sundhedsmyndigheder råber vagt i gevær.

Antallet af danske børn, der bliver vaccineret falder. Og det får Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut til at frygte epidemier og nye udbrud af de frygtede børnesygdomme.

Tv2.dk kunne i sidste uge fortælle, at mange forældre glemmer at vaccinere deres børn. Og det har i den grad skabt røre. Tv2.dk har modtaget adskillige mails fra vrede forældre, som understreger, at de bestemt ikke har glemt at vaccinere børnene. Tværtimod er der tale om et bevidst valg, fortæller Line Helsted Jørgensen til tv2.dk. Hun er mor til to sønner på henholdsvis seks og tre år.

- Desværre forholder det sig bare således, at jeg er nødt til at fravælge vaccinerne til mine børn, fordi der er så meget aluminium i. Min ældste søn på nu seks år fik sine første fire vacciner og udviklede på grund af disse en svær aluminiumsallergi. Det betyder, at han slår ud med nældefeber, hvis han kommer i direkte kontakt med aluminium, hvilket findes i mange produkter.

Line Helsted Jørgensen fortæller, at sønnen i flere år var kronisk træt, havde udslæt, voldsom mavepine og ondt i knoglerne. Så fandt man ud af, at han led af aluminiumsallergi. Men selv om familien nu tager hensyn til allergien, så har sønnen ifølge Line Helsted Jørgensen stadig synlige spor efter vaccinen.

- På hvert sted han er blevet stukket med vaccinen, har han en kløende knude. Fagtermen for dette er et granulom. Hans egen beskrivelse er, at det er som at have et myggestik, der klør inde i kroppen. Han har altid blå mærker på indstiksstederne, fordi han klør sig hårdt i et forsøg på at lindre.

Nye tilfælde dukker op
Line Helsted Jørgensens søn er tilsyneladende ikke den eneste. Line Helsted repræsenterer en gruppe forældre på omkring 200 medlemmer, der mener, at deres børn har udviklet allergi som følge af vaccinen.

- Der bliver ved med at dukke nye tilfælde op. Og der er sikkert mange flere derude, siger hun.

Anna-Sofie Borge skriver til tv2.dk, at hun også er betænksom ved vaccinen.

- Jeg tror bestemt ikke, at forældre, inklusiv mig selv, ligefrem glemmer at vaccinere vores børn anden gang vaccinen tilbydes. Til gengæld er jeg overbevist om, at flere og flere forældre har oplevet voldsomme bivirkninger af vaccinen hos vores børn, som gør, at man overvejer kraftigt, om det er det rette at gøre igen, fortæller hun og tilføjer:

- Personligt er jeg selv forælder til en dreng på fem år, som har haft bivirkninger fra vaccinen, da han var 15 måneder og har derfor valgt at udsætte den anden vaccine på grund af, at han skal igennem nogle forskellige tests, før jeg beslutter, om han skal have den igen.

Line Helsted Jørgensen fortæller til tv2.dk, at hun undrer sig over, at sundhedsmyndighederne ikke anerkender problemet.

- Det undrer mig, at man ikke bliver oplyst om bivirkningen. Det undrer mig, at man ikke kan lave vacciner til allergikere. Vi føler os overladt til os selv, siger hun.

Hvad er din erfaring med vaccinationer? Fortæl din historie til journalist Anne Schøning Christensen på ansc@tv2.dk.

- Det danske børnevaccinationsprogram er et tilbud til alle børn om gratis vaccination mod ni infektionssygdomme. Piger kan desuden vaccineres mod livmoderhalskræft:

1. Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse

2. Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion

3. Kighoste (pertussis), der kan være alvorlig især hos helt små børn 

4. Polio, der kan medføre blivende lammelser

5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller strubelågsbetændelse

6. Pneumokoksygdom (forårsaget af visse pneumokoktyper), der kan medføre blodforgiftning og meningitis

7. Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse

8. Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén

9. Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader

10. Livmoderhalskræft 

Kilde: Statens Serum Institut