Fare for epidemi: Forældre glemmer vaccinationer

Antallet af danske børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, den såkaldte MFR-vaccine, falder. Det seneste år har kun 81 pro

Antallet af danske børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, den såkaldte MFR-vaccine, falder.

Det seneste år har kun 81 procent af en årgang fået vaccinen, og det har allerede betydet nye udbrud af mæslinger og fåresyge.

Og det er bestemt ikke uskadeligt. Mæslinger kan give hjernebetændelse, og fåresyge kan gøre drenge sterile.

- Hvis vi ikke når en 95 procent vaccinationsdækning for første og anden vaccination, så vil vi fortsat se epidemier i Danmark. Og der vil som følge af de epidemier være hospitalsindlæggelser, der vil være børn, som har varige men efter sygdommen, og der vil i yderste konsekvens være dødsfald, siger Palle Valentiner-Branth, afdelingslæge ved Statens Serum Institut.

I vaccinationsprogrammet skal børn vaccineres to gange. Første gang når barnet er 15 måneder. Og anden gang når barnet er fire år.

Men mange forældre glemmer at komme med barnet anden gang.

MFR-vaccinen er frivillig, men for at få antallet af vaccinerede børn op, vil Statens Serum Institut nu sende breve ud til de forældre, der har børn, der ikke er vaccineret eller kun er blevet vaccineret en gang.