Kontanthjælp: Zenia skal leve for 174 kroner om måneden

Den 1.

Den 1. januar træder regeringens kontanthjælpsreform i kraft - og det har betydning for tusindvis af danskeres økonomi.

En af de, der bliver ramt er den 25-årige Zenia Mikkelsen. Hendes ydelse falder med 3700 kroner, fordi hun bliver berørt af den del af reformen, der er målrettet jobparate unge under 30 år, der ikke har nogen uddannelse. De får frataget deres kontanthjælp og kommer i stedet over på den såkaldte uddannelseshjælp, som cirka svarer til det, man får i SU, hvis man bor for sig selv. Og målet er, at de unge skal tage en uddannelse eller arbejde hen mod det - og det skal Zenia Mikkelsen nu i gang med.

Zenia Mikkelsen har tidligere været i gang med en uddannelse til klejnsmed. men da hun kom ud i et hashmisbrug, blev hun fyret fra sin praktikplads. Nu er hun i behandling, men den nye praktikplads presser hende hurtigere ud i en ny uddannelse, end hun selv mener, hun er klar til.

- Jeg føler lidt, at der bliver sparket til nogen, der allerede ligger ned, siger hun.

174 kroner til en måned
I dag får Zenia Mikkelsen 10.500 kroner i kontanthjælp - det er cirka 8.600 kroner udbetalt. Fra 1. januar vil hun få 6.800 kroner i uddannelseshjælp før skat - penge som bliver til 5.700 kroner efter skat. Hendes faste udgifter er rundt regnet 5.526 kroner, så tilbage er 174 kroner til tøj, mad og andet, som Zenia Mikkelsen skal få til at strække sig over en måned.

Det økonomiske og psykiske pres har sat Zenia Mikkelsen i situationer, som hun kender fra sin fortid.

- Jeg har ofte trang til stoffer rigtigt meget her på det sidste. Med min baggrund, så synes jeg ikke, at det er mærkeligt at de tanker kommer op - og slet ikke, når man er så presset, siger Zenia Mikkelsen, som nu er gået i gang med at lede efter en læreplads.