Beboerne på Nørrebro protesterer

16x9

Beboere på Nørrebro går sammen i kampen mod urolighederne i bydelen

Skrid! Lad være med at brænde vores bydel af!

Beboer på Nørrebro går sammen i kampen mod urolighederne i bydelen. I morgen holder beboerne demonstration.

Det er en af parolerne, når utilfredse beboere torsdag demonstrerer mod urolighederne i området. Tre netværk har slået sig sammen i fælles protest.

­ Vi vil ikke finde os i, at der kommer en gruppe destruktive unge og brænder vores bydel af, siger Martin Stahl fra beboergruppen til Ritzau.

Han tror ikke, at moddemonstrationen vil provokere de unge så meget, at de begynder at kaste med sten og flasker mod beboerne. Og han mener heller ikke, at de ved at gå på gaden forfalder til uromagernes niveau.

- Forskellen er, at vi ikke bruger vold. Hvis vi gør noget, bliver det at bruge vandballoner for at slukke bål. Vi ligger lige en tand over deres niveau - men vi bliver jo nødt til at tale deres sprog, siger Martin Stahl.

Ikke nok med at beboerne nu vil benytte sig af de unges metoder - de stjæler også deres slogan: Reclaim the Streets - dog med tilføjelsen: Det er rent faktisk os, der bor her.

Pressegruppen sender også en appel til områdets butikker og Nørrebro Handelsforening om at stå frem og kæmpe med.

- Det vil styrke vores sag meget, hvis de også går med. Det her gælder om at tage ansvar.

Omkring 300 husstande er tilmeldt de deltagende netværk, oplyser Martin Stahl. Og succeskriteriet for torsdagens moddemonstration er 200 til 250 fremmødte til demonstrationen, der starter ved Nørrebros Runddel klokken 17 - på den modsatte side af Ungdomshuset, vel og mærke.

Siden Ungdomshuset rydning for et halvt år siden har de tidligere brugere holdt mandagsmøder på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Rektor Ejnar Ritterband oplyser, at de unge nu har besluttet at fremtidige møder afholdes et andet sted. De holder indtil videre tæt med, hvor møderne fra nu af vil finde sted.