Forsker tvivler på Ny Alliance

16x9
Alliance Foto:

Selv om partiet ikke engang er ét døgn gammel, så er det allerede dødsdømt, fordi der ikke er plads til endnu et midterparti. Valgforsker Søren Ris­bjerg Thomsen har ikke megen fidus til Ny Alliance, der i dag blev præsente­ret af Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen.

"Det kan godt være, at det nye parti på kort sigt vil få lidt medvind i me­ningsmålinger. Men på bare lidt længe­re sigt kan det ligefrem blive en let­telse for De Radikale, at Naser Khader og nogle få flere er brudt ud," siger Søren Risbjerg Thomsen til TV2.

Der er ikke plads nok til endnu et borgerligt parti på midten, lyder analysen. Heller ikke selv om en af landets ypperste stemmer i indvandrerdebatten står bag, og derfor klarer partiet næppe spærregrænsen på to procent, når danskerne inden februar 2009 skal til stemmeurnerne.

"Mine analyser viser, at radikale vælgere er meget venstreorienterede i værdispørgsmål, som er dem, Khader lever af. Naser Khader selv gik også relativt tilbage i personligt stemmetal ved sidste valg modsat for eksempel Margrethe Vestager. Det tyder på, at Khader allerede dengang var ved at lægge sig ud med sit indvandrerbagland," vurderer Søren Risbjerg Thomsen.