Professor advarer mod dansk moske

16x9
Vedtagelsen af den københavnske moske udløste demonstrationer for og imod. Foto:

Københavns kommune burde have under­søgt, hvem der finansierer Imam Ali mo­skeen i København NV: Det er utænke­ligt, at private fonde i Iran giver penge uafhængt af præstestyret og den genvalgte præsident Ahmadinejad, siger den iransk afstammende professor Mehdi Mozzafari, fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.

"Det er meget problematisk, at Køben­havns Kommune har taget beslutning om moskeen uden videregående undersøgelse af, hvem der finansierer og kontrollerer aktiviteterne," siger han.

Præsident Ahmadinejad har iværksat et aktivt diplomati især i Europa og Afrika med støtte fra Irans reelle leder Ali Khamenei. Såvel i USA som Europa har det iranske styre infiltreret universiteter og kører døgnet rundt tv-stationen Press tv i London. Aktiviteterne styres i Iran af Khamenei og af en organisation kaldet "Lederens Hus", som kontrollerer utallige organisationer.

Ejer dyre ejendomme over hele verden
Desuden professionaliseres den iranske efterretningstjeneste samt revolutionsgarden, der på persisk hedder Pasdaran. Der findes utallige fonde, som blandt andet ejer ejendomme på Fifth Avenue i New York, forklarer Mehdi Mozzafari.

"En del af Irans offensive diplomati er netop at åbne kulturcentre og moskeer. I Marokko blev de så aktive, at landet afbrød sine diplomatiske forbindelser med Iran," siger han.

Iransk propaganda forbydes
Jordan har også forbudt iransk propaganda for shiamuslimer, ligesom Egypten har anholdt en gruppe iranske sympatisører, der støtter Hizbollah. Moskeen i København henvender sig til shiamuslimer, som er en lille minoritet i Danmark, hvor der er flest sunnimuslimer. Desuden er de fleste danske shiamuslimer iranske flygtninge fra præstestyret, som demonstrerede efter det iranske valg i København, Århus og Odense.

"De går ikke i moskeen. Den anden gruppe er libanesiske shiitter fra Hizbollah. Det er meget svært at tro, at iranske forretningsmænd bare giver penge for at få en moske i København. Moskeen er en triumf for Ahmadinejad. Det bliver et stort problem for Danmark og efterretningstjenesten," siger Mehdi Mozzafari.