Skuffende udbytte af stor razzia

16x9

Københavns Politi udførte i eftermid­dag en storstilet politiaktion på tre forskellige adresser på Indre Nørre­bro i København.

Aktionen foregik i to boligblokke på henholdsvis Rantzausgade og på Stengade.

Aktionen resulterede kun i få konfiskerede knive og stoffer. Den blev udført af den nye Task Force, der er sat i verden for at sætte massivt ind mod rockere og indvandrerbander. Konflikten mellem de to grupperne har ført til adskillige skyderier.

Visiterede unge på internetcafé
Politiet slog til mod en lejlighed og et kælderrum. Det var i lejligheden, at betjentene fandt stofferne og knivene.

Desuden ransagede kampklædte betjente også netcaféen Surf & Play, der ligger på Rantzausgade 22-24. Caféen er et lokalt samlingssted, der kom i politiets søgelys den 14. september sidste år.

Her blev to mænd skudt i benet og ryggen, da der blev affyret mindst 11 skud fra en forbi passerende bil. Begge er formodentlig uskyldige ofre, der er stadig ingen anholdte eller sigtede i sagen.

Gik ud over Hells Angels i går
Onsdag var det Hells Angels, der fik uanmeldt besøg af de kampklædte betjente, der gennemførte en razzia mod rockerborgen på Lindgreens Allé på Amager.

Her var målet en gruppe yngre mænd, der sigtes i forbindelse med flere tilfælde af handel med kokain og en maskinpistol af mærket Uzi.

Fem af dem - hvoraf to ifølge politiet er medlemmer af rockergruppen AK81 - fremstilles torsdag eftermiddag med krav om varetægtsfængsling.