Løkke nippede til champagnen - kort tid efter traskede han afsted uden ministerbil

Torsdag har der været skiftedag i samtlige ministerier. Oplev nogle af de bedste og sjoveste øjeblikke fra ministeroverdragelserne her.

Lars Løkke Rasmussen tog glasset op til læberne og lod en tår bobler glide ind, inden han vendte sig rundt, knappede sin blazer og gik op mod mikrofonstativet.

- Jeg nøjedes lige med at nippe til glasset, for jeg skal jo selv køre hjem i eftermiddag. Det har jeg faktisk været lidt bekymret for, lød de første ord fra den afgående statsminister, der nu mister sin ministerbil.

I Spejlsalen i Statsministeriet kvitterede Venstre-formandens nu forhenværende medarbejdere med grin.

- Jeg har ikke kunnet finde mit kørekort de seneste to år, men da jeg gik og ryddede op på Marienborg i går, fandt jeg i bunden af en stak papirer mit kørekort fra 1987, fortsatte Løkke.

Lars Løkke Rasmussen overdrager Statsministeriet til Mette Frederiksen torsdag. Champagnen nippede han kun til.
Lars Løkke Rasmussen overdrager Statsministeriet til Mette Frederiksen torsdag. Champagnen nippede han kun til. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Forlod ministeriet med rygsæk

Løkke ønskede sin afløser, Mette Frederiksen, held og lykke med det nye job og sagde, han tror, hun bliver en fremragende statsminister.

Han overrakte hende et par blå kanvas-bukser med dertilhørende arbejdshandsker som tegn på, at hun nu skal i arbejdstøjet.

Selv modtog han en prikket cykelbjergtrøje fra Mette Frederiksen, der skulle symbolisere Venstreformandens udbrydertrang fra den netop overståede valgkamp. Her sprængte han blå blok i luften og foreslog et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen takker i sin tale Lars Løkke Rasmussen for en fair valgkamp og roser ham for at være en dygtig politiker. Hun giver ham bjergtrøjen.

Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, havde også en gave til sin afgående chef: En blå rygsæk til brug for kommende vandreture med familien, som Løkke ikke har haft meget tid til de seneste fire år.

Med sin nye rygsæk over skulderen traskede han ud af ministeriet og tog afsked med jobbet som Danmarks statsminister.

Tak for denne gang. Det har været et privilegium at få lov til at have været jeres statsminister.

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Thursday, June 27, 2019

Ellemann drukner i bacon

Ikke langt derfra sagde Løkkes partifælle Jakob Ellemann-Jensen også farvel.

Da han for lidt over et år siden fik posten som miljø- og fødevareminister, fortalte han i sin overdragelsestale, at han tidligere havde sagt, at det var det eneste ministerium, han ville sige nej til.

Han endte alligevel med et ja, og torsdag eftermiddag takkede han for at have fået lov til at prøve kræfter med komplicerede vandrammedirektiver, vilde ulve og endeløse rækker af samråd.

Butikken overdrog han til Mogens Jensen (S), der overtager fødevareområdet, og Lea Wermelin (S), der bliver miljøminister.

Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen overdrager til miljøminister Lea Wermelin og minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen i Miljø- og Fødevareministeriet.
Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen overdrager til miljøminister Lea Wermelin og minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen i Miljø- og Fødevareministeriet. Foto: Claus Bjørn Larsen / Ritzau Scanpix

Lea Wermelin fik en stor klump økologisk bacon i gave fra den afgående minister. Hans kærlighed til røget spæk blev landskendt, da han sidste år sagde til en vred veganer, at han elsker bacon.

- Siden min lille batalje med Veganerpartiet har jeg efterhånden modtaget så meget bacon, at hvis jeg spiser det, får jeg et hjertetilfælde. Og det går ikke, sagde Jakob Ellemann-Jensen, der fik sine tidligere medarbejdere til at grine.

Den afgående miljø- og fødevareminister har fået meget bacon tilsendt efter en batalje med en veganer sidste år. Video: Morten Nielsen

Løhde nægtede at dele tandbørste

I Finansministeriet spolede den afgående minister for offentlig innovation tiden tilbage til et akavet øjeblik for lidt over et år siden.

I en sen nattetime forhandlede Venstres Sophie Løhde på statens vegne i de komplicerede overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen i København. Ved sin side havde hun Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard.

Kristian Jensen og Sophie Løhde overdrager til finansminister Nicolai Wammen i Finansministeriet. Departementschef Martin Præstegaard til højre.
Kristian Jensen og Sophie Løhde overdrager til finansminister Nicolai Wammen i Finansministeriet. Departementschef Martin Præstegaard til højre. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

- Vi fik set helt nye sider af hinanden, omend jeg alligevel satte en grænse for, hvor nær en minister bør komme på en departementschef, da du meddelte, at du havde glemt din tandbørste. Du fik lov at låne tandpastaen, men der gik grænsen for mit vedkommende, lød det fra Sophie Løhde.

Sophie Løhde fortæller om en akavet episode med departementschefen under overenskomstforhandlingerne sidste år. Video: Morten Nielsen

Samuelsen: Jeg gik all in

Men ministeroverdragelserne var ikke alene gode anekdoter og grin.

I Udenrigsministeriet sagde Liberal Alliances forhenværende leder Anders Samuelsen farvel til dansk politik, efter han ikke blev genvalgt til Folketinget ved Liberal Alliances katastrofevalg 5. juni.

Anders Samuelsen overdrager Udenrigsministeriet til Socialdemokratiets Jeppe Kofod.
Anders Samuelsen overdrager Udenrigsministeriet til Socialdemokratiets Jeppe Kofod. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den afgående udenrigsminister fortryder intet, sagde han i sin afskedstale.

- Da jeg var dreng, spurgte jeg min far, hvorfor politikerne ikke forfølger deres mål meget hårdere. Jeg har valgt at gå all in. Jeg har forsøgt at skubbe til rammerne og måske flytte dem, sagde Samuelsen, da han overdragede ministeriet til socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod.

Anders Samuelsen takkede hele udenrigsministeriet, da han skulle overdrage det til Jeppe Kofoed. Specielt hans chauffør fik pæne ord med på vejen.

Fredag bliver første rigtige arbejdsdag for Mette Frederiksens nye socialdemokratiske regering.