Østergaard: Vi har skrevet det første kapitel til et systemskifte

Morten Østergaard giver udtryk for tilfredshed med "opgøret med symbolpolitikken" på udlændingeområdet.

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, kalder den politiske aftale om en ny retning indgået mellem S, R, SF og EL tirsdag aften for begyndelsen til et systemskifte.

- Jeg synes godt, jeg kan sige, at vi her har skrevet det første kapitel til det, der kunne blive systemskiftet anno 2019. En ny retning for Danmark, siger Morten Østergaard.

Han lægger vægt på, at man på udlændingeområdet ifølge ham har droppet symbolpolitikken og erstattet den med sund fornuft. Ifølge ham giver det mulighed for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, og vi beholder de flygtninge, der er i arbejde, siger han.

Farvel til Sjælsmark og Lindholm

Især spørgsmålene om de afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark og øen Lindholm som udrejsecenter for kriminelle asylansøgere har været vigtige for Radikale Venstre.

De knaster er blevet løst til de radikales tilfredshed, fortæller Østergaard.

- Vi siger farvel til Sjælsmark Kaserne som børneudvisningscenter og dropper idéen om Lindholm, siger han.

Men partierne har endnu ikke en løsning på, hvad der så skal ske i forhold til de udviste asylansøgere.

Der har i forhandlingerne været tale om at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne på det nuværende udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland. Men det kommer ikke til at ske.

Morten Østergaard siger, at han gerne vil "berolige" de borgere, der bor i området ved Kærshovedgård om, at de dømte også skal flyttes væk fra deres udrejsecenter. Men det er endnu ikke aftalt, hvor de så skal flytte hen.

Aldrig på tale at komme i regering

Morten Østergaard understreger, at det grønne aftryk i aftalen er ambitiøst og flugter med det, man har lovet vælgerne.

Han fremhæver desuden, at man ville have bund under normeringerne i daginstitutionerne og et løft af uddannelserne.

Det skib, vi har sat i søen, er lastet med økonomisk ansvarlighed

Morten Østergaard

- Alt dét har vi fået nu. Og samtidig får vi et løft af sundhedsvæsnet, og vi bevarer regionerne, siger han.

Morten Østergaard fortæller, at det aldrig har været på tale, at Radikale Venstre skulle deltage i en regering med Socialdemokratiet.

- For os har det ikke handlet om regeringsdeltagelse, men det politiske indhold har været det afgørende, siger Østergaard.

Økonomisk ansvarlighed

Undervejs i forhandlingerne har Enhedslisten kæmpet med Radikale Venstre, der har ville have sikkerhed for, at der også er råd til løfter inden for eksempelvis klima og velfærd.

For at have penge nok har de radikale talt om nødvendigheden af at øge arbejdsudbuddet, så flere står til rådighed for arbejdsmarkedet, men Enhedslisten har frygtet, at det vil betyde reformer, der forringer vilkårene for arbejdsløse.

Det står endnu ikke klart, hvad der ifølge aftalen præcist skal ske på det økonomiske område,

Morten Østergaard fortæller, at det bliver lettere at hente udenlandsk arbejdskraft, og at der også er en "ambitiøs" målsætning om, at det økonomiske råderum skal øges med 10 milliarder kroner.

- Det skib, vi har sat i søen, er lastet med økonomisk ansvarlighed, og det har en klar retning og peger mod forbedringer for alle, ikke mindst for dem, der har mindst, siger Morten Østergaard.