Forbund ærgrer sig - ingen ret til tidlig pension for nedslidte i regeringsaftale

Der er intet nævnt om retten til tidligere pension i aftaleteksten for den kommende regering, men Mette Frederiksen er fortrøstningsfuld.

Aftaleteksten mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, der skal danne grundlag for en kommende S-regering, bliver modtaget med blandede reaktioner hos fagforbundene.

Især retten til tidligere pension for nedslidte danskere, som Socialdemokratiet har argumenteret for, glimrede ved sit fravær i teksten.

Det ærgrer Fødevareforbundet NNF's formand, Ole Wehlast.

- Det savner vi. Jeg ærgrer mig rigtig meget over det, og jeg er overbevist om, at årsagen til, at man ikke er kommet igennem med det, er, at Det Radikale Venstre ikke har villet være med til det, siger han.

Forbund: Mette F må kigge andre steder hen i Folketinget

Formand i FOA, Mona Striib, er overordnet begejstret for partiernes aftaletekst, da hun mener, den er ”sprængfyldt med gode FOA-dagsordener”. Men hun er ligesom sin kollega i NNF enig i, at retten til differentieret folkepension mangler.

- Mette Frederiksen skal stadigvæk i mål med differentieret folkepensionsalder, siger Mona Striib og henviser til, at den kommende statsminister bør kigge efter andre samarbejdspartnere i Folketinget, hvis Det Radikale Venstre ikke bøjer sig.

Ole Wehlast er enig:

- Fokus skifter fra Radikale til Dansk Folkeparti, for det er Dansk Folkeparti, der skal være med til at løfte den her tilbagetrækningsordning igennem. Man får aldrig nogensinde de radikale til at være med til det. Så det bliver en afgørende faktor for at få forslaget gennemført, siger han.

Radikale: Forslaget får en svær gang i Folketinget

Det Radikale Venstre har allerede indgået en aftale om seniorpension med den forhenværende regering og Dansk Folkeparti, og den står ifølge aftaleteksten for den nye regering til at blive gennemført som planlagt.

I den radikale lejr siger formand Morten Østergaard, at hans parti ikke er tilhængere af en ny ordning for differentieret pension.

- Regeringen og Mette Frederiksen vælger jo selv, hvilke slag, den vil kæmpe. Jeg synes, det ser ud til, at præcis det forslag vil få en lidt svær gang i et Folketing, hvor der er en aftale, som socialdemokraterne til gengæld er enige om at gennemføre, siger han.

Mette Frederiksen tager det roligt

Mette Frederiksen selv tager forbundenes bekymring roligt og giver udtryk for, at den kommende regering vil være klar til at kigge efter et alternativt flertal uden om de radikale.

- Nu går vi i gang med arbejdet og inddrager arbejdsmarkedets parter. Og jeg kommer til hver eneste dag som statsminister at kæmpe for, at vi får indført en ret til tidligere folkepension, siger hun og tilføjer, at hun nægter at tro, at hun ikke kan finde flertal for det.