Ny LA-leder lægger an til magtopgør med 'kolde hænder'

Alex Vanopslagh mener, at blandt andet de faglige organisationer og Kommunernes Landsforening er modstandere af forandring.

Liberal Alliances nye leder, Alex Vanopslagh, lægger i sin første store tale op til et opgør med en del af den offentlige sektor.

Det siger han fredag formiddag, hvor han har holdt tale ved Folkemødet på Bornholm.

Her nævner den nye LA-leder, at mange regeringer de seneste 40 år har forsøgt at afbureaukratisere den offentlige sektor, men at det ikke er lykkedes på grund af modstand fra blandt andet faglige organisationer og Kommunernes Landsforening.

Han mener ikke, at organisationerne er klar til at forandre sig til fordel for borgerne.

- Det er et magtopgør med de kolde hænder i den offentlige sektor, og det er Liberal Alliance ikke bange for, siger Alex Vanopslagh.

- Jeres behov kommer i anden række

Den nye LA-leder lægger i sin tale vægt på, at "velfærden skal sættes fri" til gavn for borgerne.

Han mener, at skoler, institutioner og plejehjem skal være selvstyrende og selvejende, så politikere og embedsmænd ikke skal blande sig i skoleledernes arbejde og stille krav om dokumentation til ansatte i ældreplejen.

Hvis vi gør nogle sure, har vi gjort det godt

Alex Vanopslagh

Det er ellers noget af det, Liberal Alliances Thyra Frank tidligere har talt om at tage et opgør med, men hun er siden blevet kritiseret for som ældreminister slet ikke at have sat sig igennem.

Ifølge Alex Vanopslagh er problemet, at faglige organisationer som eksempelvis FOA ikke vil være med til at forandre den offentlige sektor ved at give mere plads til private udbydere.

- Jeres behov kommer i anden række, borgernes behov kommer i første række,siger Alex Vanopslagh med direkte adresse til de faglige organisationer og embedsmænd.

Vil gøre folk sure

27-årige Alex Vanopslagh er ikke kun ny leder af Liberal Alliance, han er også nyt folketingsmedlem.

Han træder ind i dansk politik på et tidspunkt, hvor blå blok er i opbrud efter et elendigt valg til både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men også fordi Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har lagt ønsket om en VLAK-regering i graven og i stedet opfordret til regeringssamarbejde hen over midten mellem Socialdemokratiet og Venstre.

I talen langer Alex Vanopslagh ud efter Venstre, som, han mener, fører rød politik, men han erkender også, at Liberal Alliance selv har et medansvar for, at blå blok ligger i ruiner.

Han opfordrer nu til at samle kræfterne for at genopbygge blå blok og lader samtidig forstå, at Liberal Alliance i det arbejde ønsker at provokere.

- Hvis vi gør nogle sure, har vi gjort det godt, så lad os komme i gang, siger han.

Alex Vanopslagh taler om klassiske liberale mærkesager som at tænke den offentlige sektor på en ny måde, afbureakratisering samt mere valgfrihed.

Stor uro i partiet efter nederlag

Sure folk har Liberal Alliance dog også haft i egen folketingsgruppe, og det er næppe noget, partiet ønsker fremadrettet.

Liberal Alliance skal finde tilbage til optimismen

Søs Marie Serup, politisk kommentator

Dagen efter folketingsvalget i sidste uge, hvor Liberal Alliance blev reduceret fra 13 til fire mandater, rettede folketingsmedlem Henrik Dahl en bredside mod den daværende ledelse bestående af Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han mener, at de med ultimative krav har været med til at underminere partiets troværdighed, og han beskyldte også Anders Samuelsen for nepotisme og anklagede ham samtidig for en amatøragtig ledelsesstil. Siden har han beklaget sit ordvalg.

Kommentator: LA skal genfinde optimismen

I et interview med TV 2 efter talen medgiver Alex Vanopslagh, at Liberal Alliance har været udfordret på sin troværdighed, og derfor handler det nu om at få sat gang i den liberale debat igen og tale politik.

Han nævner, at partiet tidligere har haft stor succes med eksempelvis at ændre både danskernes og det politiske flertals holdning til kontanthjælp gennem Joachim B. Olsens diskussion om 'fattig Karina'.

- Vi skal ud i offensiven og sørge for, at der er så mange danskere som overhovedet muligt, der har borgerlige liberale holdninger, når vi står ved næste valg om fire år, og så vil vi blive belønnet for det, siger Alex Vanopslagh.

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup er det vigtigt, at Liberal Alliances nu kun fire mand store folketingsgruppe finder ind i et harmonisk samarbejde og begynder at padle i samme retning.

- Liberal Alliance skal finde tilbage til optimismen. Hvis de bruger for meget tid på at sidde og kigge bagud med kikkerten, så kommer de aldrig fremad, siger Søs Marie Serup.