Mette Frederiksen vil give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning

I 1960'erne var drengene udsat for systematiske overgreb, mens de boede på et statsligt drengehjem.

Godhavnsdrengene har længe kæmpet forgæves for at få en officiel undskyldning fra den danske stat, men den vil Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, nu give dem.

Det fortæller hun i sin tale på Folkemødet på Bornholm fredag, hvor hun gør det klart, at det vil være hendes første gerning som ny statsminister.

Godhavnsdrengene boede på det statslige drengehjem Godhavn i Gribskov i 1960'erne, og her var de udsat for grove overgreb som systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb og medicinske forsøg. Det er det, Mette Frederiksen nu vil undskylde for.

- Det her er i mine øjne et af de mørkeste kapitler i nyere danmarkshistorie. Men vi kan stadig nå at give ofrene en oprejsning, siger Mette Frederiksen.

Tidligere forsøg slået fejl

Enhedslisten forsøgte i 2018 at samle flertal for en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene, men VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti var dengang i mod.

- Regeringen kan ikke påtage sig ansvaret for, hvordan samfundet dengang var indrettet eller for menneskesynet for så mange år siden. Derfor mener jeg heller ikke, at det giver mening at bede regeringen undskylde for disse forhold, har fungerende børne- og socialminister Mai Mercado (K) tidligere udtalt.

Socialdemokratiet har også tidligere været modstander af en officiel undskyldning, men i 2016 beklagede Mette Frederiksen, at der ikke blev givet en undskyldning, da hendes parti havde regeringsmagten fra 2011 til 2015.

- På vegne af vores fortid, nutid og fremtid vil jeg gerne give dem en officiel undskyldning. Det er det, vi kan med et nyt flertal, vi kan skabe forandring, siger Mette Frederiksen fredag på Folkemødet.

Advokat tror ikke på det endnu

Advokat Bjørn Elmquist, der har kørt sager for Godhavnsdrengene i by- og landsret, mener, at det er "bedre sent end aldrig", at Socialdemokratiets formand nu vil give en undskyldning.

- Men tænk de retssager, vi kunne have undgået, hvis en socialminister i sin egenskab af socialordfører havde levet op til løfterne, når de blev ministre, siger Bjørn Elmquist til Ritzau.

Bjørn Elmquist vil dog se undskyldningen, før han tror på den, for han har tidligere hørt om gode intentioner fra politikere, der efterfølgende er blevet "fanget" af embedsværket.

- Jeg har stadigvæk stor skepsis. jeg ser frem til, at en socialminister i sin stol kommer med den undskyldning.

Han fortæller, at det hele tiden har været undskyldningen, som har været vigtig for drengene. Erstatning har ikke været det afgørende, fortæller han.