Joachim B. Olsen: - Jeg har reelt stået og løjet vores vælgere op i ansigtet

16x9
Joachim B. Olsen er gået ind i efterrationaliseringens tid på baggrund af Liberal Alliances vælgerlussing ved valget 5. juni. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Selvransagelsen fortsætter i Liberal Alliance efter den store vælgerflugt, der kostede partiet ni mandater.

Folketingsvalget 5. juni gjorde ikke bare ondt på Liberal Alliance, som gik ni mandater tilbage, men også på Joachim B. Olsen personligt.

Den tidligere kuglestøder og værdikriger var et af de folketingsmedlemmer, der ikke opnåede genvalg. Og selvransagelsen bider hårdt i Joachim B. Olsen, når han ser tilbage på skelsættende faser i den tid, Liberal Alliance voksede til en markant størrelse i dansk politik.

I et interview med Weekendavisen siger Joachim B. Olsen, at partiet begik en taktisk fejl, da man slog sig på et ultimativt krav om at ville lette topskatten med fem procentpoint. Med en indbygget trussel om at ville vælte regeringen, hvis partiet ikke fik kravet igennem.

Forhandlede hemmeligt bag om ryggen på folketingsgruppen

Ifølge Joachim B. Olsen viklede det ham ind i en løgn og svig overfor vælgerne.

- Jeg har stået i mit bagland og kigget folk ind i øjnene og sagt, at "vi vælter Lars Løkke". For det var det, vi fik at vide. Og det bakkede jeg op om. Jeg har reelt stået og løjet vores vælgere op i ansigtet, men jeg vidste ikke, at jeg løj, siger Joachim B. Olsen til Weekendavisen.

Hvad han heller ikke vidste, var, at Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille forhandlede med Lars Løkke Rasmussen om at gå i regering.

Det skete helt uden de 11 andre LA-folketingsmedlemmers vidende. Og på den baggrund kom det fremadstormende partis trussel om at ville vælte regeringen til at klinge hult.

- Jeg troede 100 procent på, at vi ville vælte regeringen. Jeg stolede på, hvad der blev sagt, og fik endda at vide, at det var vigtigt at få skabt et billede af, at det ville ske. Og det har været det værste for mig personligt ved hele denne oplevelse. Det sidder stadig i kroppen, siger Joachim B. Olsen i dag.

Gik frem til 13 mandater i 2015

Da Helle Thorning-Schmidt tabte valget i 2015, var Liberal Alliance ellers et af de partier, som stod med armene i vejret på Christiansborg. LA gik frem til 13 mandater med muskler nok til at lægge arm med det borgerlige Danmark.

De borgerlige skulle stå ved deres ord, lød det fra partiet. Og hvis blå blok ikke var blå nok, kunne man i princippet lige så godt lade Socialdemokratiet have magten.

- En regering kan vælte sig selv ved, at den ikke lytter til sit parlamentariske grundlag, lød den iboende trussel fra Anders Samuelsen.

Realpolitisk blev virkeligheden dog anderledes. Anders Samuelsens argument for at gå i regering var, at man ville få mere indflydelse på retningen end ved at stå udenfor.

Ifølge Joachim B. Olsen kostede det på troværdigheden. Ikke mindst da det ikke lykkedes at lande en skatteaftale, som havde været et kernepunkt i partiprogrammet.

Betaler prisen for at bryde med egne principper

Det medgiver politisk kommentator Hans Engell. Men han kalder samtidig Joachim B. Olsens efterrationalisering for "ligegyldig".

- Det er en postgang for sent. Liberal Alliance traf et strategisk valg, da man gik efter ministerposter. Indtil da havde man udviklet et nyt politisk koncept, hvor man gik efter et bytte-bytte-koncept frem for at manøvrere sig frem i den parlamentariske proces på konventionel vis og være et parti ligesom alle andre. Det var et eklatant brud, og det betaler man nu prisen for, siger Hans Engell, der ikke ser pendulet svinge i Liberal Alliances favør.

- De har sat deres troværdighed over styr, og det bliver meget svært at vinde tilbage, vurderer Engell.

Ved regeringsdannelsen i november 2016 fik Liberal Alliance seks ministerposter.

Anders Samuelsen blev udenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille økonomi- og indenrigsminister, Merete Riisager undervisningsminister, Mette Bock kultur- og kirkeminister, Ole Birk Olesen transport-, bygnings- og boligminister, og endelig fik Thyra Frank en nyskabt post som ældreminister.