KOMMENTAR: En forsmag på det kommende præsidentvalg? Trump og Biden krydsede klinger i vigtig svingstat

16x9
USA's præsident Donald Trump. Foto: Rick Wilking / Scanpix

Det er uvist, om Joe Biden er en drømmeduellant eller en mareridtsmodstander for Donald Trump.

Tilfældet ville, at både USA's præsident Donald Trump og den tidligere vicepræsident Joe Biden i går førte valgkamp i Iowa, hvor det første primærvalg løber af stablen om 236 dage.

Ikke overraskende var journalister og analytikere – særligt i tv-branchen – helt pjattede med dette splitscreen-scenarie, selvom de to præsidentkandidater altså talte med flere hundrede kilometers afstand imellem sig.

Bevæger man sig fra det visuelle til det substantielle, var det dog ikke særligt kønt at se på. Både Trump og Biden valgte at bruge meget af deres taletid nede i mudderpølen og på at svine modparten til.

Sammentræffet i svingstaten kan godt have været en forsmag på, hvad der er i vente. På nuværende tidspunkt er det mest sandsynlige scenarie nemlig – med alle forbehold in mente - at præsidentvalget i 2020 kommer til at stå imellem Donald Trump og Joe Biden.

Drømmeduellant eller mareridtsmodstander?

Sammentræffet giver dermed anledning til at stille skarpt på, om Biden er en potentiel drømmeduellant eller en mareridtsmodstander for præsident Trump. Det er jeg i øvrigt ikke den eneste, der går og spekulerer over i disse dage. Som avisen New York Times kunne berette i mandags, så bruger præsidenten også en del tid på at diskutere chancerne for at slå den tidligere vicepræsident.

Ligeledes er Biden den demokratiske præsidentkandidat, som Trump primært tweeter om i disse uger. Dermed går præsidenten stik imod rådgivernes anbefalinger. Trumps spindoktorer frygter, at præsidenten dermed er med til at ophøje sin modstander i det rekordstore demokratiske kandidatfelt, der på papiret udgør den største udfordring i 2020.

Frygten blandt rådgiverne er, at Biden er den demokrat, der nemmest kan gøre indhug i det segment af arbejderklassevælgere, der var medafgørende for forretningsmandens valgsejr i en række rustbæltstater i 2016. Trumps inderkreds foretrækker en modkandidat, der befinder sig på Demokraternes venstrefløj og dermed nemmere kan angribes som værende ekstremistisk.

Jeg er tilbøjelig til at være enig i rådgivernes rationale. Ikke desto mindre bliver præsidenten ved med at tale og tweete om Biden. Selv på udlandsrejser kan Trump ikke tæmmes. Præsidenten har med andre ord Biden på hjernen. Men er det nu også en god ide?

Bøllebanker Biden præsidenten?

Hvis man vil opspore tidlige advarselssignaler for USA's præsident i meningsmålingerne – og vi kommer ikke udenom, at politikere og partier bruger meget krudt på at analysere målinger - så er der rigeligt at finde i de tidlige målinger.

Det er præsidentens lave opbakning i meningsmålingerne, der burde give anledning til bekymring frem mod 2020. Og så får Trump baghjul af en lang række demokratiske præsidentkandidater i en ny måling. Den vender vi tilbage til om lidt.

Disse målinger skal selvfølgelig tages med en masse forbehold. Det ligger i sagens natur, at det er svært at vurdere hypotetiske dueller, og at tidlige enkelte målinger ikke nødvendigvis er repræsentative. Her er eksempelvis en række historiske eksempler på målinger foretaget samme tidspunkt i tidligere præsidentvalgkampe, som viste sig at ramme helt skævt på valgdagen.

Dermed ikke sagt, at meningsmålinger ikke har nogen værdi på dette tidlige tidspunkt i valgkampen. Data i form af målinger er trods alt bedre end mavefornemmelser. Det betyder ikke, at målinger skal drive hele analysen eller være en historie i selv - det er i så fald bare doven journalistik -, men målingerne er en vigtig del af det større, nuancerede billede, analytikere prøver at præsentere.

Trump går op i målinger

Målingerne er yderligere interessante, fordi USA's præsident selv går meget op i tallene. Som New York Times kunne berette, har Trump nemlig instrueret sine ansatte til ikke at bekræfte præsidentkampagnens interne målinger, der viser, at Trump skulle være bagud i en hypotetisk duel mod Biden.

Offentlige målinger bekræfter dog dette øjebliksbillede. Senest har en måling fra Quinnipiac University – der rangeres blandt de bedste meningsmålingsinstitutter i USA – Trump til at tabe på landsplan mod en lang række demokratiske præsidentkandidater.

At tabe på landsplan er som bekendt ikke nødvendigvis synonym med også at tabe præsidentvalget. Det ved netop Donald Trump alt om. Men røvfulden er altså størst i en hypotetisk duel mod Joe Biden.

En outsider i Det Hvide Hus?

Lad os også se nærmere på, hvorfor den tidligere vicepræsident kan vise sig at være en drømmemodstander for Trump.

Der er alderen. Den tidligere senator og vicepræsident er endnu ældre, end den nuværende præsident. Donald Trump blev med sine 70 år USA's ældste præsident, da han blev indsat i 2017. Joe Biden blev født i 1942, og kommer til at være 78 år ved indsættelsen i 2021.

Med andre ord er der ikke meget fornyelse over Joe Bidens kandidatur. Den tidligere vicepræsident er ligesom Hillary Clinton i 2016 synonym med systemet, the establishment. Skulle Biden blive modstanderen, har Trump igen mulighed for at markedsføre sig som politisk outsider og som kandidaten, der lover at gøre op med business as usual, om end dengang ironisk nok med hovedsæde i Det Hvide Hus.

Ligeledes kan præsidenten gøre sig forhåbninger om, at den moderate Biden ikke kommer helskindet gennem primærvalgene, hvor den progressive fløj ofte står stærkt.

Om den tidligere vicepræsident vil kunne vinde den progressive fløj bag sig i november 2020 er ligeledes uvist. Biden repræsenterer den mere midtersøgende del af partiet, og i et tæt præsidentvalg kan et manglende progressivt fremmøde på valgdagen være forskellen mellem en snæver valgsejr til Demokraterne eller yderligere fire år med Trump i Det Hvide Hus.

Hillary Clinton tabte som bekendt blandt andet præsidentvalget i 2016, fordi en ikke ubetydelig del af potentielle demokratiske vælgere stemte på tredjepartiskandidater i afgørende svingstater i stedet for.

Bidens drømmescenarie

Uanset om man på dette tidlige stadie er tilhænger af den ene eller den anden udlægning, er det tydeligt, at gårsdagens splitscreen-situation var Joe Bidens drømmescenarie.

Den tidligere vicepræsident har tydeligvis en strategi om at føre primærvalgkamp på en facon, hvor han svæver over resten af feltet som den uundgåelige præsidentkandidat hos Demokraterne. I går gjorde tv-medierne Biden den tjeneste at behandle ham som netop det: præsident Trumps modstander in spe.

Bidens statsmandstrategi bliver også illustreret ved, at den tidligere vicepræsident bruger det meste af sin tid på at gå i kødet på Trump fremfor at lægge kant til partifællerne.

Rent strategisk er dette ikke nogen dum ide. Grundet sin politiske profil, fremskredne alder og politiske erfaring trives Biden bedst i rollen som ældre statsmand, der sigter efter at gøre op med den politiske polarisering og genetablere det politiske samarbejde hen over midten (held og lykke med det).

Forsøget at iscenesætte sig selv som præsidentkandidaten in spe har den potentielle ulempe, at Biden kan fremstå magtfuldkommen og arrogant. Her og nu må man dog fastholde, at de andre demokratiske præsidentkandidater ville have givet deres højre arm for at duellere med USA's præsident på nationalt tv i et split screen-scenarie.

Trump og folkepensionisterne

Ligeledes vil præsident Trump på nuværende tidspunkt næppe være ked af at blive sat overfor Joe Biden på nationalt tv. Både fordi Trump trives, når han har en klar defineret modstander at gå op imod, men også optisk er det fjong for forretningsmanden. Heldigvis for Trump er de tre førende kandidater i det enorme demokratiske felt – Joe Biden, Bernie Sanders og Elizabeth Warren – ligesom præsidenten i folkepensionsalderen.

I disse dueller fremstår Trump med andre ord ikke på samme måde som en ”low energy”-type, som hvis præsidenten blev sat op imod eksempelvis den unge borgmester Pete Buttigieg, den energiske Cory Booker, hipsteren Beto O`Rourke eller den skarpe Kamala Harris. Og hvis vi lærte én ting under det seneste præsidentvalg, så er det, at præsident Trump har det meget stramt med politikere, der modsat The Donald ikke har samme energiniveau som en menneskeliggjort Duracell kanin.

Her og nu må både præsidenten og den tidligere vicepræsident derfor være meget tilfredse med tingenes tilstand. Om det samme også vil være tilfældet om et års tid, må tiden vise. Men et knivskarpt analytikerbud er, at mindst én af dem nok ikke vil bifalde udfaldet af det kommende præsidentvalg. Så har jeg vist ikke sagt for meget, belært af fordums fejltrin.