Politiske veteraner vil gøre det sværere at komme i Folketinget

Kristendemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, kalder tanken trist og skræmmende.

Fremover skal det kræve 40.000 underskrevne vælgererklæringer, hvis man som parti skal stille op til Folketinget. Det mener flere rutinerede kræfter på Christiansborg, som Berlingske har talt med.

I dag kræver det lige over 20.000 underskrifter.

En af dem, der er for en stramning af opstillingsreglerne, er Venstres Bertel Haarder, der er Folketingets længst siddende medlem.

Bertel Haarder mener nemlig, at det er blevet alt for let at stille op til Folketinget.

- Tidligere skulle man aflevere 20.000 underskrevne fysiske blanketter i Indenrigsministeriet, og det skulle kontrolleres. Nu kan man gøre det meget lettere digitalt, og dem, der skriver under, kan gøre det med et sekunds indskydelse. Vi kan se, hvor let det er blevet, og jeg synes, det skal gøres sværere, siger Bertel Haarder til TV 2.

Riskær viste, det var for let

Ved det netop overståede folketingsvalg var der 13 partier på stemmesedlen – flere end der har været i et kvart århundrede.

Bertel Haarder hæfter sig ved, at partier som Kristendemokraterne, Stram Kurs og Nye Borgerlige alle fik rigtig mange stemmer ved valget, og han mener derfor også, de sagtens kunne have klaret et krav om 40.000 underskrifter.

Derimod mener Bertel Haarder, at partiet Klaus Riskær Petersen er bevis på, at der er behov for nye regler.

- Jeg vil ikke udelukke et eneste parti, som har mulighed for at nå over spærregrænsen på to procent. Men Klaus Riskærs parti, synes jeg, viser, at det er blevet for let.

Andre erfarne politikere bakker op om Haarders tanker. Tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen og den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen siger begge til Berlingske, at 40.000 underskrifter er et godt niveau.

Også tidligere formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft og tidligere leder af Radikale Venstre Marianne Jelved er for stramninger af reglerne.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er enig i forslaget om at hæve antallet af vælgererklæringer til 40.000 personer.

Trist og skræmmende

Men hos både Kristendemokraterne og Nye Borgerlige bliver forslaget modtaget negativt. Kristendemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, kalder det en dårlig ide.

- Jeg synes altid, det er trist og skræmmende, når politiske veteraner – som selv har haft lange karrierer – vil gøre det sværere at stille op, siger hun.

Uanset om det fremover vil kræve 40.000 underskrifter at stille op som parti til folketinget eller ej, så er der allerede hårdere regler på vej.

Op til folketingsvalget kom det nemlig frem at både Klaus Riskær Petersen og Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen havde udnyttet et hul i loven, der gjorde det endnu lettere at samle underskrifter, fordi folk kunne skrive under med det samme uden en eftertænksomhedsperiode.

Derfor bliver det hul lukket i 2020.