Mette F. har lovet at stå fast på sin udlændingepolitik - nu skal den forhandles

Ifølge TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen vil Dansk Folkeparti holde særligt øje med udfaldet af dagens regeringsforhandlinger.

Forhandlingerne om at danne en ny regering fortsætter tirsdag med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, for bordenden som kongelig undersøger.

Temaet er udlændinge, når SF som første parti indleder forhandlingerne fra klokken 10.00 i Landstingssalen på Christiansborg.

På forhånd er der stor uenighed blandt Det Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet om netop udlændingepolitikken, og Mette Frederiksen er blevet mødt af flere krav fra de tre forhandlingspartier, hvoraf enkelte er ultimative.

TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen giver et overblik over de største knaster i dagens forhandlinger.

Paradigmeskiftet

På den ene side ønsker Socialdemokratiet at fastholde udlændingepolitikken, som den er i dag, mens Enhedslisten, SF og de radikale vil gå i en anden retning. De tre mulige støttepartier vil fokusere mindre på hjemsendelse af flygtninge og i højere grad på integration.

De radikale ønsker at tilbagerulle dele af det såkaldte paradigmeskifte, hvis hovedsigte er, at flygtninge udelukkende får midlertidigt ophold i Danmark. Går dette igennem, vil partiet udtrykke mistillid.

Omvendt har Mette Frederiksen lovet, at "den brede udlændingepolitik står fast".

- Det store problem i dagens forhandlinger bliver paradigmeskiftet. Hvor skal langt vi som samfund gå for at fastholde flygtninge, når deres status har ændret sig, så de godt kan vende hjem? siger Peter Lautrup-Larsen.

De radikale vil lade flygtninge blive i Danmark, hvis de er faldet godt til og bidrager positivt til samfundet. Det er samtidig en del af partiets samlede økonomiske plan, hvor fokus er på det samlede arbejdsudbud, fortæller TV 2s politiske analytiker.

- Der skal findes en konstruktion, der beholder visse udlændinge, men det kan udhule paradigmeskiftet. Det handler både om ideologi og økonomi. De radikale indregner en øget arbejdskraft via flere udlændinge, men det gør hverken Enhedslisten eller SF. Og det gør det ekstra besværligt, siger Peter Lautrup-Larsen.

Kristian Thulesen Dahl vil fortælle de mange vælgere, som han tabte til Mette Frederiksen, at hun er utroværdig. Hvad enten det er rigtigt eller forkert

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker TV 2

Beløbsgrænse

En anden knast i dagens forhandlinger er, hvor meget man skal have lov til at tjene som arbejder i Danmark, hvis man kommer fra et ikke-vestligt land.

De radikale ønsker at sænke beløbsgrænsen væsentligt, men både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten - samt Dansk Folkeparti, der dog ikke er en del af forhandlingerne - er imod, da partierne frygter social dumping.

- På dette område vil de fire partier blive målt og vejet. Alle forhandlingerne på udlændingeområdet vil blive kigget igennem med lup, og specielt Dansk Folkeparti vil tjekke, om Mette Frederiksen har givet indrømmelser. Det kan hurtigt blive til en diskussion om løftebrud, hvis ikke for Mette Frederiksen, så for Morten Østergaard, siger Peter Lautrup-Larsen.

Han mener, at især Dansk Folkepartis leder vil være kritisk over for udfaldet af forhandlingerne.

- Kristian Thulesen Dahl vil fortælle de mange vælgere, som han tabte til Mette Frederiksen, at hun er utroværdig. Hvad enten det er rigtigt eller forkert, siger Peter Lautrup-Larsen.

Sjælsmark og Lindholm

De radikale, Enhedslisten og SF vil have, at børnene på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland skal have en bedre hverdag, hvilket Mette Frederiksen allerede har åbnet for.

Derfor forventer Peter Lautrup-Larsen heller ikke, at det vil blive den store hurdle i dagens forhandlinger:

- Der bør kunne findes en samlet løsning på at tilbyde bedre forhold på udrejsecentret i Sjælsmark. Børnene vil muligvis kunne tages ud af centret, men deres adresse vil stadig være på Sjælsmark.

Heller ikke øen Lindholm, der er tiltænkt som destination for udviste, kriminelle udlændinge på tålt ophold, bør skabe problemer i forhandlingerne.

Ifølge Peter Lautrup-Larsen mener Mette Frederiksen, at det for nuværende er den bedste løsning, men hvis der kan findes en bedre, er hun åben over det.

Vigtige punkter udskydes

Udlændingeordfører Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet sidder med ved dagens regeringsforhandlinger, da partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i går meddelte, at han er sygemeldt og ikke genopstiller ved næste valg.

Tesfaye vil deltage sammen med S-formand Mette Frederiksen og politisk ordfører Nicolai Wammen, der begge er en fast del af regeringsforhandlingerne for Socialdemokratiet.

Forhandlinger om kontanthjælpsloftet, som både Det Radikale Ventre, Enhedslisten og SF vil have afskaffet, og som sidstnævnte har gjort det til et ultimativt krav, kommer ifølge TV 2s politiske analytiker ikke på dagsordenen i dag.

Heller ikke spørgsmålet om, hvem der kan få integrationsydelse, der også ventes at skabe uenighed mellem de fire partier, vil blive et tema i dagens debat.

Lørdag debatterede de fire partier klima, mens velfærd var temaet under søndagens regeringsforhandlinger.