Forhandlinger giver nyt håb til udviste Mints familie

Mints stedfar tror, der kommer en løsning - men frygter, at en lovændring vil trække ud.

Det vakte stor furore, da den 13-årige pige Atcharapan 'Mint' Yaungyai i efteråret 2018 blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Thailand.

Selv om hun talte dansk, klarede sig godt i skolen og boede hos sin danske familie, vurderede Udlændingenævnet, at hun ikke var "integrerbar".

Nu kan Mint og hendes familie glæde sig over nye toner fra dagens regeringsforhandlinger på Christiansborg.

Her er der blevet diskuteret udlændingepolitik, og SF, Radikale Venstre samt Enhedslisten vil alle have lempet de regler, der udsendte Mint og en række andre børn.

Integrationsloven blev ændret i 2016. Ændringen betød, at alle børn over otte år, der kommer til Danmark fra udlandet, skal have vurderet deres mulighed for at blive integreret i landet, inden de får opholdstilladelse. Uden opholdstilladelse sendes de hjem igen.

- Vi har det klare udgangspunkt, at mennesker, som bor og lever i Danmark, skal kunne leve og bo her sammen med dem, de elsker. Det gælder selvfølgelig også for børn. Det er nogle forfærdelige sager, vi har set i medierne, så jeg håber, at S er villig til at se på reglerne, siger Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper.

SF vil have 70 børn tilbage til Danmark

SF kræver, at Mint og omkring 70 andre børn, der er kommet i klemme i de nuværende udlændingeregler, bliver hjulpet:

- Vi vil have en ny regering til at handle hurtigt på at hjælpe Mint og de andre børn hjem til Danmark igen, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark til B.T.

Og de radikales leder, Morten Østergaard, supplerer:

- Jeg glæder mig over, at man så klart fra Socialdemokratiets side har sagt, at Mint og de andre ofre for integrationsvurderingen skal tilbage til Danmark. Derfor har det heller ikke fyldt så meget i diskussionen i dag.

Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, har med udgangspunkt i Mint-afgørelsen tidligere åbnet for en lovændring.

- Vi, som politikere, har et ansvar for, at lovgivningen ikke spænder ben for dem, der gerne vil Danmark, sagde Mattias Tesfaye i oktober.

Kaosset efter Mints hjemsendelse

Frank Thøgersen er Mints stedfar og bor i Herfølge. Med en ny regering kommer nyt håb.

- Det er fantastisk, at man vil finde en løsning. Jeg håber, de inviterer min datter og nogle af de andre ramte børn til Danmark inden august, så de kan starte i skole efter sommerferien.

Mint rejste sammen med sin mor tilbage til Thailand i oktober, og Frank Thøgersen beskriver tiden siden som kaotisk.

- De farvel og på gensyn, jeg har haft, når jeg har besøgt Thailand, er ikke rare.

- Frygter lang behandlingstid

Frank Thøgersen føler sig sikker på, at der kommer en løsning, som i sidste ende betyder, at Mint kan vende tilbage til Danmark. Men han frygter behandlingstiden.

Når regeringsforhandlingerne afsluttes, genoptager Folketinget først arbejdet i oktober - derefter skal en eventuel lovændring gennemgå tre behandlinger, og det tager tid.

Det er nu otte måneder siden, Mint forlod Danmark:

- Man kan godt være utålmodig, og jeg føler, vi bliver straffet yderligere for en afgørelse, der allerede for måneder siden var forkert. Så få det rettet for pokker.

Mint bor indtil da med sin mor, Ratre Thøgersen, der selv er fra Thailand - ellers havde den 13-årige pige været helt alene.