Connie Hedegaard kaldt ind for at rådgive Mette Frederiksen

Ud af det blå dukkede den tidligere konservative minister og EU-kommissær Connie Hedegaard op under forhandlingerne om grundlaget for en ny regering.

Der var overraskelser på programmet tirsdag, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fortsatte sine forhandlinger om et regeringsgrundlag.

Først og fremmest havde hun indkaldt Alternativet til forhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, efter partiet ellers ikke havde været med de seneste dage.

Og mens SF, Radikale Venstre og Enhedslisten skulle diskutere udlændingepolitik, så skulle Alternativet ind og diskutere klima sidst på eftermiddagen, noget partierne i rød blok allerede havde diskturet for flere dage siden.

Og uofficeilt var der en ny ting på Mette Frederiksens dagsorden.

Hedegaard på besøg

Klokken 16.05, lige efter Enhedslisten havde givet deres kommentarer om dagens forhandlinger til pressen, smuttede den tidligere konservative klima- og miljøminister Connie Hedegaard pludselig forbi pressen med raske skridt og ind til Mette Frederiksen.

45 minutter senere var Connie Hedegaard, der i dag er formand for den grønne tænketank Concito, ude igen.

Både på vej ind og ud forsøgte pressen at få en kommentar fra hende.

Hedegaard hilste pænt, men forholdt sig ellers tavst.

TV 2 har tirsdag aften været i kontakt med Socialdemokratiet, der oplyser, at Connie Hedegaard var kaldt ind for "at give gode råd til klimaforhandlingerne" uden at gå nærmere i detaljer.

Og erfaring på det område må man sige, at Connie Hedegaard har.

Fra 2004-2007 var hun miljøminister, derefter blev hun klima- og energiminister frem til 2009. Efter den periode i dansk politik blev hun i 2009 udnævnt som klimakommissær i EU-Kommissionen, en post hun besad frem til 2014.

Elbæk positiv efter møde

Efter mødet kom Alternativet ind til klimaforhandlinger med den socialdemokratiske formand, og da de kom ud igen, var deres politiske leder, Uffe Elbæk meget positiv.

- Der, hvor jeg virkelig tror, at vi fangede deres interesse, det var, hvor vi sagde, hvor pengene skal komme fra, lød det fra Uffe Elbæk, der dog ikke kom nærmere ind på, hvad det helt præcist var.

Onsdag klokken 10 fortsætter forhandlingerne.

Denne gang om økonomi.