Sass er ude som minister - hvem kan overtage?

16x9
Politisk kommentator Hans Engell (th) mener at Socialdemokratiet kommer til at savne gruppeformand Henrik Sass Larsen, der var favorit til at blive finansminister. Foto: Ritzau Scanpix

Med Henrik Sass Larsen ude af ministerligningen ser Hans Engell fire andre oplagte bud. To eksministre og to mere ukendte størrelser.

Valget var nærmest kun lige overstået, da Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, sygemeldte sig. Dermed må Mette Frederiksen undvære én af sine nærmeste og vigtigste partifæller i forsøget på at danne en ny regering.

Ifølge politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell er Sass’ sygemelding ikke et kæmpe chok, men hans fravær får alligevel ”kolossal betydning” for såvel formanden som partiet. Sass har tilhørt inderkredsen og har især på de indre linjer været med til at bane Socialdemokratiets vej tilbage i magtens centrum.

- Når alt kommer til alt, er politik sådan, at det er en lille kreds af mennesker, der driver et projekt. Det er ledelsen, der sætter ting i gang og som udstikker en kurs. Der må man sige, at Sass Larsen sammen med Mette Frederiksen, hendes rådgiver, Martin Rossen, og Nicolaj Wammen har været de drivende kræfter, siger Hans Engell.

Siden torsdag har partiformand og storfavorit til at blive Danmarks kommende statsminister, Mette Frederiksen, haft travlt med at forhandle om en ny regering. Den første dag var Sass Larsen med ved forhandlingsbordet, men siden har gruppeformanden ikke deltaget – og han kommer altså heller ikke til det fremadrettet.

Ifølge Hans Engell skal det nok lykkes Mette Frederiksen at finde andre at tage med til møderne med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, men når forhandlingerne er overstået, og ministerposterne skal fordeles, kan savnet af Sass blive anderledes stort.

En af de tunge poster

Lige fra de første målinger indikerede, at Socialdemokratiet ville få et flertal i ryggen, blev Henrik Sass Larsen udråbt som storfavorit til at overtage posten som finansminister. Allerede tilbage i februar meldte han selv klar til netop den post, selvom han led af en depression.

Ifølge Hans Engell er finansministeren den vigtigste ministerpost bortset fra statsministeren selv. Finansministeren har en finger med i alt fra den daglige økonomiske politik til finanslovsforhandlinger og store reformer.

Derfor er det et af de helt tunge ministerier, der nu mangler en oplagt aftager, når eller hvis en rød regering overtager fra Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering. Det er et problem, Mette Frederiksen er nødt til at løse – og det skal gå stærkt, mener Hans Engell.

- Tirsdag starter den alvorlige del af de her regeringsforhandlinger. De skal nu ned i detaljerne på de enkelte områder på en helt anden måde end tidligere, og der har Mette Frederiksen brug for en kommende finansminister til at sætte sig ind i stoffet og gå ned i materien, siger Engell.

Flere bud på en afløser

Han mener, at der med Sass’ sygemelding kan være flere bud på en kommende finansminister. Først for står den tidligere Aarhus-borgmester Nicolaj Wammen, der vikarierede for Frederiksen i valgkampens første dage.

Men han lader til at have sit blik rettet stift mod udenrigsministeriet, mener Hans Engell.

I stedet kan Dan Jørgensen, der deltog ved regeringsforhandlingerne søndag, komme i spil. Det samme gælder Nick Hækkerup, hvis egen farfar i starten af 1970’erne var minister for den daværende pendant til finansministeriet.

Men også Mette Frederiksens særlige rådgiver og nære betroede, Martin Rossen, nævnes af Hans Engell som en mulig finansminister, ligesom den nuværende Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen gør det.

Mens Rossen gennem de seneste år har spillet en central rolle internt i Socialdemokratiet, kom Gyldal Petersen til at stå i rampelyset under valgkampen, da han sammen med Mette Frederiksen præsenterede sit partis velfærdsudspil.

Uanset om det bliver én af de fire eller en anden, der skal overtage posten, som Henrik Sass Larsen længe så ud til at være selvskrevet til, bliver det én med socialdemokratisk blod i årene, mener Hans Engell.

- I alle andre ministerier betyder partifarven ikke det store, men finansministeren er så tæt på statsministeren. Statsministeren får flere udenrigspolitiske opgaver, og så er det i højere grad finansministeren, der kører butikken, siger Hans Engell.

Han henviser til regeringsforhandlingerne i 2011, hvor de Radikale havde sat næsen op efter, at deres politiske leder, Margrethe Vestager, skulle blive ny finansminister. Men Helle Thorning-Schmidt nægtede at give sig, og i stedet gik posten til Bjarne Corydon fra Socialdemokratiet.

Ikke siden Venstres Henning Christophersen var finansminister under den konservative statsminister Poul Schlüter i starten af 1980’erne, har stats- og finansministeren været fra forskellige partier.

Ikke en ja-siger

Også internt i Socialdemokratiet vil Sass Larsen blive savnet, indtil han eventuelt vender tilbage. I en pressemeddelelse kalder Mette Frederiksen ham for ”en af sine nærmeste sparringspartnere de sidste mange år”, og han har ifølge Hans Engell været en af få i Socialdemokratiet, der har kunnet sige formanden imod.

- Han har kunnet møde Mette Frederiksen i øjenhøjde, fordi de har fulgtes ad i politik. Det betyder meget i politik, at man har en medspiller, der ikke bare er en ja-siger, men som har noget at byde på. Det har været Sass’ styrke, siger Hans Engell.