Poul Madsen om Henrik Sass Larsen: - Vi har ikke forfulgt ham, det er paranoia

16x9
Poul Madsen afviser overfor TV 2, at hans journalister har været for hårde mod Henrik Sass Larsen. Foto: Henning Bagger/Liselotte Sabroe / Henning Bagger/Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ifølge chefredaktøren har avisen i forbindelse med dækningen af Henrik Sass Larsen udelukkende gjort sit arbejde.

- For mit vedkommende lader der til at være udmålt en meget langvarig og grundig tabloid behandling.

Sådan lyder det i facebook-opslaget, hvor gruppeformand for Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, mandag meddelte, at han sygemelder sig fra politik.

Han henviser blandt andet til mediernes ageren i forbindelse med, at han ved årsskiftet havde en depression og udeblev fra flere arbejdsopgaver.

Den socialdemokratiske gruppeformand har i forbindelse med dækningen beskyldt Ekstra Bladet for at udsætte ham for en "menneskejagt".

Men det er chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, ikke enig i. Han afviser overfor TV 2, at avisen har været for hård mod Henrik Sass Larsen.

- Vi har ikke forfulgt ham, det er paranoia fra hans side. Jeg synes det er at skyde helt forbi, hvis man begynder at give pressen skylden. Pressen har fulgt de regler, de skulle, hvilket er at være offentlighedens repræsentanter og afprøve de ting, som politikerne gør, siger chefredaktøren.

Nu er han sygemeldt og det kunne han bare have gjort noget tidligere

Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet

- Ikke en forfølgelse, men almindelig journalistik

Ifølge Poul Madsen har avisen i forbindelse med dækningen af Henrik Sass Larsen udelukkende gjort sit arbejde.

Det er sket ved at journalister har undersøgt, om politikeren passede sit arbejde, og om han var i stand til at passe det job, han var udset til.

Sådan lyder det fra Poul Madsen med henvisning til, at gruppeformanden var en af favoritterne til at skulle betjene posten som finansminister i en eventuel ny socialdemokratisk regering.

- Det er jo ikke en forfølgelse, det er helt almindelig journalistik. Det er nødvendigt, at vi påtager os den rolle og også stiller de ubehagelige spørgsmål, siger Poul Madsen og understreger, at avisen hele tiden har fået at vide af den socialdemokratiske partitop, at gruppeformanden var "frisk og klar".

Derfor mener han også, at det er positivt, at Henrik Sass Larsen nu sygemelder sig.

- Vi har da ingen intention på Ekstra Bladet om at gøre noget som helst i forhold til Henrik Sass Larsen fremadrettet. Nu er han sygemeldt, og det kunne han bare have gjort noget tidligere, siger han.