PORTRÆT: Det politiske væsen fik nok af de løse øretæver

Henrik Sass Larsens sygemelding kommer efter et lille tiår under personligt pres og i offentlighedens søgelys.

Udenpå er han en hård hund. En skarp indpisker. Partiets klare nummer to efter formand Mette Frederiksen. En politisk strateg med blik for de store linjer. Dem, der har tegnet Socialdemokratiet igennem det meste af årtiet.

Indadtil er Henrik Sass Larsen skrøbelig og sårbar. Og stadig såret efter den depression, der i oktober tvang ham til at tage et par måneders pause fra politik.

Mandag trak Henrik Sass Larsen stikket igen. Midt i det, der ellers lignede den slagne vej til en drømmepost som finansminister. Og et Socialdemokratiet mere centralt placeret end længe i dansk politik.

- Politik er faktisk for det meste et smukt håndværk. Men der er også en anden side af politik, og det er at være en offentlig person, skriver Henrik Sass i et opslag på Facebook.

DER ER EN PRIS, JEG IKKE VIL BETALE I det meste af mit liv har jeg arbejdet med politik. Som ung blev jeg forelsket i...

Posted by Henrik Sass Larsen on Monday, June 10, 2019

Den anden side af politik har Henrik Sass Larsen aldrig brudt sig om. Når det går hen og bliver personligt. Eller privat.

Ikke typen der kindkysser

Dér går grænsen for en mand, som efter eget udsagn "aldrig bliver en type, der kindkysser og møder fremmede med et glad og åbent sind," som køgenseren selv forklarede det i et interview med Politiken i slutningen af februar, hvor han så tilbage på et par måneders sygemelding med en depression.

Dengang var det en fortrøstningsfuld gruppeformand, der var på vej tilbage. Med nogenlunde klinkede skår, sådan bedømt på det mentale kaffestel.

- Min psykolog siger, at jeg ikke længere har depression. Hun siger også, at jeg skulle tage at finde mig et andet arbejde, fortalte Henrik Sass Larsen.

Henrik Sass har gået til psykolog i to måneder, men har det bedre nu, fortæller han til Politiken.

Depressionen havde næppe helt fortonet sig. Og kaldet som politiker var stadig så stærkt, at en karriere uden for Christiansborg slet ikke har været på tale.

Ifølge en af de betroede i kredsen omkring Sass er den magtfulde socialdemokrat et politisk væsen. Han elsker at snakke "politikpolitik". Underforstået den slags, der udfordrer holdninger, udstikker linjen og formulerer kerneværdier i partiet, som en ven formulerer det til TV 2.

Det er den slags, man godt med mere end 15-20 år i toppolitik kan blive hårdhudet af. Eller robust.

Men netop når det kommer til det personlige, virker Henrik Sass Larsen skrøbeligere end de fleste. Også selv om han gennem måneder er blevet afkrævet svar fra Ekstra Bladet for sit fravær i jobbet hos Statsrevisorerne eller for sit syn på Danmarks overholdelse af internationale konventioner, som især Radio24syv har efterlyst uddybende svar på.

- Alle har en grænse og også jeg. Og den grænse er desværre for længst overskredet, skrev Sass selv i sit opslag på Facebook.

Henrik Sass Larsen fortalte første gang, at han har været ramt af en depression, i et interview med Politiken i februar.
Henrik Sass Larsen fortalte første gang, at han har været ramt af en depression, i et interview med Politiken i februar. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Markedet for de løse øretæver

De knubs, livet giver, er den 53-årige socialdemokrat ikke fremmed overfor.

- På markedet for løse øretæver har jeg toppet, da jeg var barn, har Sass tidligere erklæret.

Det skete med henvisning til en opvækst hos en voldelig stedfar og en fraværende mor i et socialt boligbyggeri i Taastrupgård på den københavnske vestegn.

Som politiker har Henrik Sass Larsen været på øretævernes holdeplads flere gange i indeværende årti.

Før valget i 2011 skrev B.T. en række kritiske artikler, der tog udgangspunkt i et møde, som Henrik Sass Larsen og hans nære ven, Tommy Kamp, der er en indflydelsesrig socialdemokrat i Køge, havde med en Bandidos-rocker i Køge, som blev kaldt Suzuki-Torben.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Sass Larsen får en krammer på Arbejdernes Internationale Kampdag på Hugos i Køge, onsdag den 1. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Sass Larsen får en krammer på Arbejdernes Internationale Kampdag på Hugos i Køge, onsdag den 1. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den påståede forbindelse med Suzuki-Torben førte til, at Henrik Sass Larsen trak sig som ministerkandidat, da han efter planen skulle være finansminister under Helle Thorning-Schmidt. Årsagen skulle være, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke ville sikkerhedsgodkende Sass,

Senere har PET afvist, at efterretningstjenesten ikke kunne sikkerhedsgodkende politikeren, og Information har afdækket, at det var højtstående embedsmænd, der brugte et notat fra PET til at få Henrik Sass Larsen til at trække sig som ministerkandidat.

- Det sætter sig i kroppen, har den nu forhenværende S-gruppeformand erkendt.

Lagt låg på siden 2011

Siden affæren i 2011 er der blevet "lagt låg på". Men det er ikke en farbar vej i længden for en mand, der også beskrives som et følelsesmenneske, når han først føler sig tryg og helt privat.

Derfor stikker den depression, Henrik Sass Larsen blev ramt af i vinter, også dybere. Selv et politisk væsen kan knække ryggen, når vægten bliver for voldsom.

- Jeg tror bare, at det er en ophobning af det hele. Der har jo også i mellemliggende perioder været historier, som jeg kalder menneskejagt, siger Sass selv om følelsen af at være udsat i en grad, så det også går ud over de nærmeste omgivelser.

Det er stadig datteren Nynne ekskonen Sus, plejefaderen Frits og plejebroderen Claus, der har adgang bag de indre linjer hos Henrik Sass Larsen. Plus en håndfuld gammelkendte profiler fra partiet og fagbevægelse, hvor Sass med sikkerhed føler sig mere i gehør end hos Den Kongelige Ballet og symfoniorkestre, som han mener er et anliggende for eliten.

Det er det samme med politik. Ministerposten har aldrig været interessant i sig selv som et symbol på hverken magt eller den politiske tinde.

- For Henrik er pompen og pragten lige meget. Han lever og ånder for at dirigere Danmark i en bestemt retning, som en af vennerne fortæller det.