Løkke i sejrsrus: - Nu er det slut med Mortens enmandshær

Statsministeren glæder sig over, at partiet har fået det bedste valg nogensinde til EU-Parlamentet.

Det var til taktfaste klapsalver og sejrsbrøl, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte til Venstres valgfest.

Ved valget gik Venstre fra to til fire mandater - en fordobling.

- Venstre har i aften fået et flot, flot valg. Alt tyder på, at vi har fået det bedste valg til Europa-Parlamentet nogensinde. Alt tyder på, at vi er Danmarks største europæiske parti, sagde statsministeren ved partiets valgfest på Christiansborg.

- Vi er et åbent land, vi tror på Europa. Vi er ikke nogen, der går og gemmer os væk, vi vender ikke ryggen mod resten af verden. Vi har en positiv og helhjertet attitude i forhold til verden omkring os, og det har valgresultaterne i aften vist.

- Danmark er et dejligt land, det er ikke et perfekt land, men det er det dejligste, der findes. Vi kan rigtig meget på egen hånd, men vi kan ikke løse alle problemer selv, sagde Løkke.

Lars Løkke Rasmussen glædede sig samtidig over den høje valgdeltagelse, som endte på 66 procent, hvilket er den højeste nogensinde ved et europæisk valg.

Det stærkeste hold

Lars Løkke Rasmussen lykønskede i sin tale Morten Løkkegaard, sin egen søn Bergur og alle de andre Venstre-kandidater for deres indsats.

- Mange måneders ihærdig valgkamp er i aften blevet belønnet med en markant fremgang, så Venstre står styrket som Danmarks største parti, sagde Lars Løkke Rasmussen.

- Så nu er det slut med Mortens enmandshær, lød det.

Venstre får 23,6 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet får 21,5 procent og tre mandater. Rød blok bliver dog samlet større end blå.

Venstre har fået et usædvanligt godt valg i Vestjylland og Nordjylland, hvilket kunne tyde på, at Søren Gade har trukket en stor andel af stemmerne for Venstre.

I den endnu meget foreløbige optælling af personlige stemmer, står han da også til at have fået flest personlige stemmer af alle de opstillede.

Venstre har fået 46,9 procent af stemmerne i Holstebro-kredsen, hvor Søren Gade er født.