Kan klimapolitik afgøre valget? Noget tyder på det

16x9
Mette Frederiksen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) præsenterede tirsdag et fælles grønt udspil på Naturmødet i Hirtshals. Foto: Claus Bjørn Larsen / Ritzau Scanpix

ANALYSE: Målinger viser, at klimapolitik er blandt de allervigtigste emner ved dette valg. Men flytter det stemmer?

Det kan godt være, at vælgerne siger, at klimapolitik er det allervigtigste tema, når de skal beslutte sig for, hvor krydset skal sættes 5. juni.

Men det er næppe noget, der for alvor kan flytte stemmer. Det er ikke et tema, der afgør udfaldet af valget.

Nogenlunde sådan lyder det igen og igen fra flere politiske kommentatorer i øjeblikket. Valget bliver afgjort af klassiske emner som velfærd, udlændinge og økonomi - glem al snak om et “klimavalg”, lyder det.

Jeg tror ikke, at de har ret. Faktisk er jeg ret overbevist om, at klimadagsordenen for første gang kommer til at have en markant betydning for udfaldet af et dansk valg. Lad mig forklare hvorfor.

Hvem ’ejer’ emnet?

I valgforskningen opereres der med et begreb, der kaldes “issue ownership”. Kort fortalt dækker det over, at partier/blokke “ejer” bestemte politiske emner. Hvis de emner, man "ejer", ligger øverst på vælgernes dagsorden, vinder man ofte valget. Den danske politolog Frederik Hjort forklarede mere om begrebet hos Altinget.dk for nyligt.

I amerikansk politik kan “issue ownership” lidt forsimplet koges ned til følgende:

Handler valgkampen om kriminalitet og sikkerhed, vinder Republikanerne. Er arbejdspladser og økonomi de dominerende temaer, er det til fordel for Demokraterne. Vi stemmer på de partier, vi mener er bedst til at håndtere de problemer, vi lige nu anser for at være de vigtigste.

Vi stemmer på de partier, vi mener er bedst til at håndtere de problemer, vi lige nu anser for at være de vigtigste

Udlændinge som ’game changer’

At ”issue ownership” betyder noget i dansk politik, er sidste folketingsvalg et godt eksempel på. Forskere har beskrevet, hvordan emner som velfærd og sundhed (emner som rød blok oftest "ejer") stod øverst på vælgernes dagsorden i begyndelsen af valgkampen, og at Helle Thorning-Schmidt (S) i nogle meningsmålinger så ud til at kunne beholde magten.

Så igangsatte Venstre en stor offensiv på udlændingepolitikken og lykkedes med at få vælgerne til mod slutningen af valgkampen at betragte udlændingepolitik som det vigtigste emne. Derefter trak blå blok vælgere tilbage over midten og endte som bekendt med at sikre sig et flertal.

Et kæmpe spring

Dette folketingsvalg (og for så vidt også europaparlamentsvalget) handler mere om klimapolitik end nogensinde. Selvfølgelig ikke udelukkende - velfærd, økonomi, udlændinge og alt muligt andet fylder også. Men målinger viser, at den grønne dagsorden har taget et kæmpe spring i vælgernes bevidsthed og nu indtager en suveræn førsteplads, når vælgerne bliver spurgt, hvilke temaer er vigtigst, når de skal sætte krydset. Her er den seneste måling, jeg er stødt på.

Og hvem “ejer” så det her emne? Vælgernes dom er tydelig. Se eksempelvis denne måling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget tidligere på måneden:

Altså mener kun hver femte vælger, at en borgerlig regering vil være bedst til at håndtere dét emne, som flest vælgere synes er det vigtigste ved dette valg. Rød blok ”ejer” i øjeblikket klimaet som politisk tema.

Rød blok ”ejer” i øjeblikket klimaet som politisk tema

Men hvad så med svingvælgerne? Dem, der kan flytte sig mellem blokkene og afgøre valg. Fylder klimadagsordenen hos dem?

Her giver nedenstående tal en interessant indikation. Klima har næppe spillet en afgørende rolle for DF-vælgere tidligere. Men Megafon har for nyligt gennemført en større undersøgelse af netop de svingvælgere, der ved sidste valg stemte på Dansk Folkeparti, og som nu vil sætte krydset ved Socialdemokratiet.

Blandt dem scorer “miljø og klima” nu forholdsvis højt. Og eksempelvis højere end udlændingepolitik.

Jeg har ikke set lignende data specifikt på andre svingvælgergrupper, men min formodning er, at sådanne målinger ville vise noget lignende.

Rød fremgang

Klimapolitik kan selvfølgelig ikke forklare alle vælgerbevægelser op til dette valg. Eksempelvis er det jo et paradoks, at Alternativet af vælgerne bliver vurderet til at være blandt de allermest ambitiøse på dette område – samtidig med, at partiet står til en vælgerlussing 5. juni.

Det skyldes formentlig de mange møgsager, partiet har været involveret i de seneste år. Og det ændrer ikke på, at ”rød blok” samlet set står til at få et kanonvalg. Fordi mange vælgere har bevæget sig over blokgrænsen siden sidste valg.

Årsagen er ikke kun klima. Men at hævde, at klimadagsordenen ikke er en markant medvirkende faktor, når dette område er vigtigere for vælgerne end alle andre emner, er i mine øjne en forfejlet konklusion.