1.000.000 har nu taget TV 2s kandidattest

16x9
Valgkampen har budt på mange smil. Men hvem skal have din stemme? Over én million har nu taget TV 2s kandidattest. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Midtvejs i valget er over 800 kandidater med i den store kandidattest.

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på? Så er du bestemt ikke alene.

Med 13 opstillingsberettigede partier og over 800 kandidater er der rekordmange muligheder ved årets folketingsvalg.

Og midtvejs i valget har over én million brugere nu gennemført TV 2s kandidattest på TV2.DK, i Nyhedernes app eller på TV 2-regionernes hjemmesider.

Med kandidattesten i hånden kan man på få minutter finde frem til de lokale kandidater, som man politisk set er mest enig med.

- Én million gennemførte test er meget imponerende, og det er flere end ved hele folketingsvalget i 2015, siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør for TV 2.DK.

Dækker hele Danmark

TV 2 har lavet kandidattest ved de store valg gennem 12 år, og valg for valg er testen blevet videreudviklet til at være mere overskuelig, forståelig, dækkende og hurtig.

- For TV 2 har vi gjort alt for, at denne valgkamp skal dække hele Danmark, og derfor har vi for først gang også regionale spørgsmål med i testen. Det er helt unikt, at vi i samarbejde med TV 2s regioner kan tilbyde en kandidattest, der tager hensyn til regionale forhold, siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør for TV 2.DK.

Kandidattesten består af 23 spørgsmål – hvoraf tre er regionale og fire udvælges baseret på brugerens egne interesser som for eksempel skat, klima, flygtninge eller forholdene for de ældre.

God inspiration

Samtlige godkendte partiers kandidater er alle blevet inviteret, og der er nu i alt 831 kandidatsvar ud af 878 kendte kandidater.

95 procent af alle folketingskandidater er således med i testen.

TV 2 understreger, at kandidattesten naturligvis ikke kan stå alene, når du bestemmer, hvem du skal stemme på. Og derfor anbefaler TV 2, at du læser kandidaternes uddybende forklaringer under deres svar og eventuelt tager testen flere gange.

- Kandidattesten kan bruges som en rigtig god inspiration til, hvilke partier og kandidater man skal kigge nærmere på. Det kan være, at man bliver overrasket - og det kan være, at man bliver bekræftet i, at det netop er de kandidater, man skal holde øje med, siger Asger H. Nielsen, administrerende direktør i analysevirksomheden Megafon, der sammen med TV 2, TV 2 Regionerne og datavirksomheden Paqle har udviklet testen.