I denne by er kun 2 ud af 222 indbrud opklaret: Politikerne må tro, at vi er idioter, siger lokal

Antallet af indbrud er faldet i Danmark siden 1995. Men danskerne har alligevel lav tillid til, at politiet opklarer indbrudssagerne, viser måling.

På en grå dør i et hjørne af havnekontoret i Lohals på Langeland står der 'TOILET'.

Bag døren gemmer sig et stort pengeskab.

Tricket virkede ikke:

- Fordi tyvene ikke altid er helt kloge, så har vi prøvet at skrive 'toilet' på døren. Men de her har så været lidt mere begavede, for de havde så lugtet, at der nok var lidt mere bagved end bare et toilet, siger Birger Printz, som er bestyrelseformand på havnen i Lohals.

Har mistet tilliden

Skiltet er et fysisk bevis på, at indbrud opleves som et problem for havnen.

Birger Printz har selv mistet tilliden til, at politiet kan opklare indbruddene. Tyvene eller "klaphattene", som Birger Printz og havnefolket kalder dem, slog senest til for 12 dage siden. Her stjal de for over 20.000 kroner.

På havnekontoret i Lohals har de forsøgt at narre tyvene med dette toiletskilt.
På havnekontoret i Lohals har de forsøgt at narre tyvene med dette toiletskilt. Foto: TV 2

Han vil selv opfatte det som et tilfælde, hvis indbruddet bliver opklaret.

På Fyn er det kun lidt mere end fem procent af alle indbrud de seneste otte år, der er blevet opklaret og har ført til en sigtelse fra politiet. Det viser tal fra Rigspolitiet, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i.

2 ud af 222 indbrud opklaret

Havnen i Lohals ligger i Tranekær på Langeland. Her er kun 2 af 222 anmeldte indbrud de seneste otte år endt med en fældende afgørelse. Altså er der tale om en opklaringsprocent på 0,9 procent, hvilket gør Tranekær til det sted på Fyn, hvor indbrudstyvene har størst chance for at gå fri.

Ifølge Birger Printz er det resultatet af politireformen fra 2007, der blandt andet resulterede i en sammenlægning af de 54 politikredse til 12 nye politikredse.

Der røg hans tillid til politiet og politikerne, der ifølge ham påstod, at reformen skulle resultere i større nærhed for borgerne.

- De må jo nærmest tro, at borgerne er idioter, når man så trækker stort set alt politi væk fra Langeland. Da jeg flyttede hertil, var der en lokalbetjent her. Så må man jo tro, at de er klovne, når de tror på, at politiet i Odense kan servicere med større nærhed i Lohals. Det er 90 kilometer væk, siger Birger Printz.

Danskerne har ikke tillid til opklaring

Overordnet set er antallet af indbrud i første kvartal af 2019 på det laveste, siden Danmarks Statistik i 1995 begyndte at udgive sæsonkorrigerede tal for indbrud. I alt var der her 12.774 indbrud.

Kigger man på statistikkerne for de seneste fem år, har politiet sigtet personer for indbrud i seks-syv procent af sagerne. Det vil sige, at politiet finder frem til en mulig gerningsmand i omtrent 7 ud af 100 sager:

En ny Megafon-måling for TV 2 tyder på, at danskerne ikke har tillid til, at politiet kan hjælpe dem, når nogen har tvunget sig adgang til deres hjem.

Søren Pape Poulsen understreger, at VLAK-regeringen har gjort meget for at styrke politiet, blandt andet ved at uddanne flere betjente.

I den såkaldte tryghedsmåling svarer fem procent af de adspurgte, at de tror, at politiet ville opklare et indbrud i deres hjem.

Omvendt tror hele 83 procent, at indbruddet aldrig ville blive opklaret, mens 11 procent er i tvivl.

Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet, udtrykker behov for at uddanne flere politifolk. Han siger, at betjentene dagligt oplever at måtte fravælge opgaver som indbrud og tyveri, fordi der ikke er tid til det:

- Det er frustrerende, at sager, der kunne løses med en minimal indsats, ikke bliver det. At vi må lade kriminelle gå fri. Ingen må tro, at det ikke frustrerer hele dansk politi, siger han.

TV2/Fyn har været i kontakt med Fyns Politi og Rigspolitiet, som begge afviser at stille op til interview om indbrudstallene.

Fyns Politi ønsker ikke at svare på spørgsmål på grund af den verserende valgkamp. Rigspolitiet giver samme begrundelse. TV 2 forsøger også at få en kommentar fra de relevante politimyndigheder.