Venstre-løjtnanter holder fast: Vi går efter en borgerlig regering

Ifølge analytiker er Danmark vidne til dét, der kan blive en historisk nedsmeltning. Næstformanden anede ikke, hvad formanden havde planlagt.

Ville du kunne være finansminister i en regering med Mette Frederiksen som statsminister?

Spørgsmålene haglede ned over Venstres næstformand, Kristian Jensen, torsdag formiddag i et forsøg på at få en kommentar på, at hans partiformand tidligere på dagen åbnede døren for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Og svaret lød igen og igen fra Kristian Jensen: Venstre er et borgerligt-liberalt parti – og han går til valg for at bibeholde en borgerlig-liberal regering.

Ville du kunne indgå i en regering med Socialdemokratiet, hvis du var Venstres formand? prøvede journalisterne.

- Jeg noterede mig, at Lars Løkke Rasmussen også går efter en borgerlig-liberal regering. Det er helt naturligt. Nu er vi i en valgkamp. I en valgkamp deler man sig efter sine holdninger. Venstres position er, at vi er et borgerligt-liberalt parti. Vi arbejder på at få flest mulige borgerlig-liberale stemmer, lød svaret fra Kristian Jensen.

Samtidig lød det dog også fra Venstres næstkommanderende, at partiet ikke har noget problem i at samarbejde bredt:

- Venstres position er, at vi er et borgerligt-liberalt parti. Det er dét, vi har som målsætning. Men vores målsætning er at søge indflydelse uanset hvad.

- Det er hans overbevisning

Heller ikke Venstres integrationsminister, Inger Støjberg, veg fra formandens og partiets førsteprioritet.

- Jeg går ind for, at vi skal have en borgerlig regering, der fører en stram udlændingepolitik og holder skatterne i ro. Derfor er det jo selvsagt, at jeg har lidt svært ved at se, at vi kan arbejde sammen med socialdemokraterne.

- Vi skal have en borgerlig statsminister. Det skal være Lars Løkke Rasmussen. Så nemt er det, sagde Inger Støjberg.

I bogen er Lars Løkke Rasmussen citeret for at sige, at arvefølgen ikke er en naturlov i Venstre, ligesom statsministeren havde lovet sin kone, at han ikke ville genopstille ved det kommende valg. Den tanke blev dog lagt på hylden med følgende argument:

Kristian Jensen er næstformand i Venstre – han har ikke fået at vide, hvad formanden i Venstre ville gå ud og sige

Noa Redington

- Jeg har set det som en nødvendighed at blive, fordi jeg havde dette billede af at få sat skibet i søen, se det sejle og så måske gå fra borde. Men hvis der ikke er en sikker hånd på roret, går skibet ned, står der i bogen.

Ifølge Noa Redington og flere andre politiske kommentatorer står der her mellem linjerne, at Lars Løkke Rasmussen måtte blive på dækket, fordi Kristian Jensen ikke var klar til at overtage roret.

- Underforstået at Kristian Jensen ikke er moden og stærk nok til at løfte opgaven som formand og statsminister for Danmark, siger Noa Redington.

Direkte adspurgt om denne passage i bogen, der slutter: ”Det er min faste overbevisning”, lød svaret fra Kristian Jensen:

- Jeg er enig i, at det er hans overbevisning.

Heller ikke Inger Støjberg ønskede at kommentere på, om Kristian Jensen - eller hende selv - er partiets næste formand:

- Jeg har ingen kommentarer til det. Det er slet, slet ikke det, som vi diskuterer lige nu. Nu kæmper vi for, at Lars Løkke Rasmussen bliver genvalgt, så vi forsat kan have en borgerlig regering. Det er ret simpelt, sagde hun.

Dramatisk nedsmeltning

Ifølge Noa Redington er vi lige nu vidne til noget, der kan gå hen og blive ”en af de største nedsmeltninger for et regeringsbærende parti i nyere tid”.

Når dagen er omme, kan det måske være den dag, hvor det blev klart i Venstre, at Kristian Jensen ikke bliver den næste formand

Noa Redington

- Det er utrolig voldsomt. Kristian Jensen er næstformand i Venstre – han har ikke fået at vide, hvad formanden i Venstre ville gå ud og sige. Han er tydeligvis uenig i den politiske strategi, som der er lagt op til i resten af valgkampen. Jeg kan næste ikke forestille mig noget mere dramatisk, siger Noa Redington.

Selv forventer Kristian Jensen, at hans formands udmelding vil skabe en ny dynamik i valgkampen.

- Det er sådan set det, en valgkamp drejer sig om: Hvad er de politiske forskelle, og hvad er de politiske løsninger.

Dermed har Kristian Jensen, ifølge Noa Redington, lagt så klar afstand til Lars Løkke Rasmussens tanker, som han overhovedet kan, "uden at det står med flammeskrift".

Men det er bemærkelsesværdigt, at der blandt andre Venstre-folk indtil nu kun har været udtrykt opbakning til Løkkes kurs, mens ingen er stået frem og har støttet Kristian Jensens synspunkt, siger Noa Redington:

- Når dagen er omme, kan det måske være den dag, hvor det blev klart i Venstre, at Kristian Jensen ikke bliver den næste formand. Nogen er nødt til at bakke ham op i hans synspunkt, ellers vil han stå for pjusket tilbage. Men gør de det, har du den åbenlyse konflikt, lyder det, og han siger videre:

- Han har bragt sig et sted, hvor han, hvis han vil være formand, skal være i stand til at mobilisere noget støtte.

- Bogen handler ikke kun om Løkkes eftermæle. Som jeg læser det, er det også et forsøg på at underminere Kristian Jensen som kommende formand som Venstre.

Partilederne
De styrer partierne i valgkampen. Men hvem er de?