Løkke lægger op til SV-regering i ny bog: - Jeg åbner døren på klem

At trykke på valgknappen var for mig befrielsens øjeblik, siger Lars Løkke på pressemøde og henviser til titlen på ny bog.

Med 20 dage tilbage til folketingsvalget 5. juni åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu op for at danne en ny regering med Socialdemokratiet.

Det fremgår i Venstre-formandens nye bog ’Befrielsens Øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen,’ der er blevet til i al hemmelighed og handler om hans politiske overvejelser under den seneste regeringsperiode. Bogen er en samtalebog skrevet af Kirsten Jacobsen.

Synspunkter, som er så langt fra mine egne, at jeg ikke kan være med til det.

Lars Løkke Rasmussen

På et pressemøde med Lars Løkke Rasmussen og forfatteren Kirsten Jacobsen, oplyser statsministeren, at han fortsat går til valg på at danne en blå regering, men at han er "oprigtigt bekymret for den parlamentariske situation" i Danmark efter et valg, fordi partier med yderligtgående synspunkter på højrefløj kan skabe en parlamentarisk krise:

- Synspunkter, som er så langt fra mine egne, at jeg ikke kan være med til det, siger han og fortsætter:

- Jeg har været i politik i mange, mange år – og jeg er på ingen måde et naivt menneske. Men hvis der ikke er nogen, der tør blotte sig bare en lille smule. Hvis ingen tør åbne døren lidt på klem, så forbliver den lukket. Og det er det, jeg gør med bogen her – jeg åbner døren lidt på klem. Det er ikke nogen hoveddør for mig. Hoveddøren kræver massiv folkelig opbakning, lyder det.

Det er første gang nogensinde, at vi ser en statsminister midt i valgkampen dybest set kaste håndklædet i ringen. Det må være en noget nedslående melding for kandidaterne ude i landet.  

Befrielsens øjeblik var valgudskrivelsen

Lars Løkke Rasmussen slår dermed fast, at hvis han kun får mulighed for at fortsætte som statsminister efter valget 5. juni ved at gøre sig politisk afhængig af den politiske højrefløj, så vil han hellere samarbejde over midten.

Det gav mulighed for at fortælle om nogle tanker, der har været i mit hoved i nogen tid.

Lars Løkke Rasmussen

I bogen siger han om et muligt samarbejde med Mette Frederiksen sådan her:

- Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her; men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag, lyder svaret fra Lars Løkke Rasmussen, da han af forfatteren bliver direkte spurgt om et muligt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget.

Lars Løkke Rasmussen oplyser desuden, at titlen på bogen henviser til dét øjeblik 7. maj, hvor han kunne trykke på valgknappen.

- Det gav mulighed for at fortælle om nogle tanker, der har været i mit hoved i nogen tid, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen understreger desuden, at han ikke på forhånd har diskuteret sine ideer om en SV-regering med den socialdemokratiske formand.

Har drøftet SV-regering med Bjarne Corydon

I bogen giver Lars Løkke Rasmussen udtryk for, at han godt kan forstå, at mange mennesker siger, "om de store, erfarne midterpartier dog ikke kan prøve at løfte opgaven i fællesskab".

- Personligt tror jeg, at det kommer til at ske en dag; men der skal nok være en udløsende mekanisme for at sætte processen i gang, siger Lars Løkke Rasmussen.

Men min person skal ikke stå i vejen for den bedste løsning for Danmark

Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen fortæller desuden i bogen, at han tidligere har drøftet et muligt SV-samarbejde med den forhenværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, men ikke "på en forpligtende måde".

- Derfor er den rigtige måde at omtale det på nu, at det er en refleksion, der findes. Den findes i mit parti, den findes i Socialdemokratiet, den findes hos Dansk Folkeparti, hos de konservative og hos de radikale. Det er jeg ikke i tvivl om, og fra tid til anden artikuleres den også.

Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen har i forbindelse med bogen talt sammen i 22 timer.
Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen har i forbindelse med bogen talt sammen i 22 timer. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen slår i bogen fast, at han ved et muligt regeringsamarbejde med Socialdemokratiet "forhåbentligt ikke bliver skrevet ud af ligningen," fordi han ifølge sig selv fortsat har meget at tilbyde.

- Men min person skal ikke stå i vejen for den bedste løsning for Danmark. Det er svært at tale om, for det handler jo også om, hvilken tale jeg skal holde på valgaftenen, og den er svær at skrive på så lang afstand, står der i 'Befrielsens Øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen'.

Venstre står jo til at tabe det her valg. Og det er helt åbenlyst i en større interesse for et parti som Venstre, der står til at tabe magten at snakke om det her, end det er for Mette Frederiksen og Socialdemokraterne, der jo står til at vinde det her valg og muligvis kunne danne regering efter valget.

Lars Løkke Rasmussen slår på pressemødet desuden fast, at Kristian Jensen er arvtager til posten som formand for Venstre, når Lars Løkke Rasmussen en dag ikke længere står i spidsen for partiet.

- Venstre har en dygtig næstformand. Hvis jeg bliver syg i valgkampen - og det er der ved at udvikle sig en eller anden tendens til, at man godt kan blive - så bliver det Kristian Jensen, der tager over.

- For 40 år siden holdt en SV-regering kun i et år

Sidste gang de to partier dannede regering, var for 40 år siden i 1978 med Anker Jørgensen (S) som statsminister - og det var ifølge Thorsten Borring Olesen, der er professor og historiker ved Aarhus Universitet, langt fra en succes.

- Regeringen var en fiasko. Den holdt kun i 14 måneder, og der var for stor mistillid mellem parterne, der heller ikke ville projektet nok, har Thorsten Borring Olesen sagt til TV 2.

På trods af, at regeringen kun holdt i 14 måneder, er der i baglandet alligevel stor opbakning til at gøre et nyt forsøg. Det viser en rundringning, som TV 2 foretog i sidste uge blandt flere borgmestre fra de to store partier.

Det gælder blandt andre Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), og Frederikshavns socialdemokratiske borgmester, Birgit S. Hansen. Ifølge begge kan en SV-regering være med til at isolere nogle af yderpartierne med meget markante synspunkter.

Samtidig arbejder de to partier allerede tæt sammen med succes på kommunalt plan, fremhæver flere borgmestre.

Mette Frederiksen kan ikke se en idé med det

Ifølge politisk analytiker Søs Marie Serup ville vælgerne elske en SV-regering, ligesom en analyse fra bureauet Analyse og Tal viser, at de to partier eksempelvis har stemt sammen i 84,7 procent af tilfældene på udlændingeområdet i den nuværende valgperiode.

Den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, afviste lørdag i et interview med TV 2, en SV-regering. Video: Natali Braagaard

De to partiformænd - Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen (V) - har dog begge afvist ideen, og Mette Frederiksen udtalte så sent som 11. maj, at hun "slet ikke kunne se en idé i det".

- Uenighederne er for store. Tingene ændrer sig jo ikke, bare fordi Lars Løkke Rasmussen midt under valgkampen pludselig hævder at være socialdemokrat, lød det fra den socialdemokratiske formand.

Lars Løkke Rasmussen udtalte sig i samme forbindelse anderledes åbent.

- Jeg glæder mig da over, at vores borgmestre og vælgere tænker på et bredt samarbejde. Men der er store forskelle, der skal belyses, lød det fra statsministeren.

22 timers samtale i marts og april

Kirsten Jacobsen er også forfatteren bag en anden bog om Lars Løkke Rasmussen, nemlig ’Løkkeland.’ Bogen udkom i 2009, kort efter at det stod klart, at Lars Løkke Rasmussen skulle overtage statsministerposten efter den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han i april 2009 blev valgt som ny generalsekretær for Nato.

'Befrielsens Øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen', der udkommer torsdag, er blevet til efter 22 timers samtaler med Lars Løkke Rasmussen i perioden mellem 25. marts og 14. april i år.

Ifølge Politikens Forlag er bogen blevet til på rekordfart, da aftalen mellem Lars Løkke Rasmussen og Kirsten Jacobsen faldt på plads i marts, inden forfatteren kontaktede Politikens Forlag 17. marts.

Forfatteren Kirsten Jacobsen oplyser, at hele ideen med bogprojektet fra hendes side var at skrive en bog, der fortæller, hvem Lars Løkke Rasmussen er som person.

Lars Løkke Rasmussen har ikke fået honorar for bogen.