Alternativet: Giv alle hjemløse 50.000 kroner hver

16x9
En hjemløs mand på Axeltorv, København. Foto: Sofie Mathiassen / Scanpix Denmark

Alternativet har torsdag præsenteret otte initiativer, der skal stoppe stigningen af hjemløshed i Danmark.

50.000 kroner til hver hjemløs i Danmark.

Det er et af Alternativets otte initiativer, der skal gøre op med den stigende hjemløshed i Danmark.

Uffe Elbæk, der er politisk leder for Alternativet, siger til TV 2, at planen er, at de hjemløse selv skal have mulighed for at administrere, hvad de 50.000 kroner skal bruges på i samarbejde med kommunen.

- Vi synes, det er for fattigt, at vi i et land som Danmark kan se, at antallet af hjemløse stiger. Ikke mindst blandt de unge, siger han.

Steg 33 procent

Ifølge den seneste optælling af hjemløse i Danmark, der blev foretaget i 2017 af Forsknings- og Analysecenteret for Velfærd, Vive, steg antallet af hjemløse med 33 procent fra 2009 til 2017, fra henholdsvis 4998 til 6635.

- Vi er i en situation, hvor det sociale sikkerhedsnet er blevet for skrøbeligt. Folk falder igennem, og der er ikke nogen, der griber dem, siger Uffe Elbæk.

Han fortæller, at det er op til den enkelte hjemløse at bestemme, hvad de 50.000 kroner skal bruges til.

- Folk bruger det for eksempel på at få ordnet tænder. Der kan være folk, der får tatoveringer fjernet. Det kan være, man får betalt noget af den gæld, der tynger en.

Ifølge Uffe Elbæk er man med initiativet inspireret af et lignende forsøg i London, der bragte halvdelen af forsøgspersonerne ud af hjemløsheden.

Kirkens Korshær: Mere fokus på at lette processerne

Patrycja Wyszomirska, der er afdelingsleder ved Kirkens Korshær, er en smule skeptisk over for Alternativets forslag.

- Adgangen til at søge om tandlægehjælp, adgangen til at søge om etablering og depositum til bolig, de paragraffer er der i forvejen. Vejen til det er bare enormt besværlig. Ansøgningsprocesserne gør, at mange giver op i forvejen, siger hun.

Hun er positiv over for den del af forslaget, der gør det muligt for de hjemløse at styre mere selv. Hun mener dog, at der burde være større fokus på at lette processerne.

- Hvorfor ikke bruge de her 50.000 kroner og de penge, der skal bruges til at aflønne mentorerne, som skal hjælpe med at forvalte pengene, til at lette processerne i forhold til de paragraffer, der findes i forvejen? siger Patrycja Wyszomirska.

Skal sikre hjemløse mod bandekriminalitet

Et andet af de otte tiltag i Alternativets udspil handler om at sikre bosteder til hjemløse, der er involveret i bandekriminalitet. Alternativet peger på, at det er et stigende problem, at hjemløse både bliver ofre for og involveret i bandekriminalitet.

Lillian Stephansen, der er daglig leder på Cafe Parasollen i Vejle Kommune, som er et værested for socialt udsatte, herunder hjemløse, er specielt begejstret for netop det initiativ.

- Jeg har i mange år arbejdet med udsathed, og jeg har været rystet over at være tæt på og høre nogle af de historier, som mennesker bliver udsat for. Man tror, det er løgn, hvad folk kan blive udsat for i den verden. Det at have et sted, hvor man kan være i beskyttede omgivelser og få noget hjælp, det er absolut nødvendigt, siger hun.