Samuelsen anklager Løkke for kæmpe svigt - han er blevet provokeret, mener kommentator

Venstre afviser: Ingen modsætning mellem borgerlighed og velfærd, og kommentator undrer sig over, at Liberal Alliance ikke har slået til før.

Blot en uge inde i valgkampen går udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til frontalangreb på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Anders Samuelsen mener, at Løkke har "svigtet", fordi han har brugt den første uge på at kopiere Socialdemokratiets politik og udstikke et "velfærdsløfte" på samlet 69 milliarder kroner frem til 2025, skriver Jyllands-Posten.

I et interview med TV 2 fremhæver Anders Samuelsen, at valgkampen indtil videre har handlet om, hvordan pengene skal bruges og ikke en diskussion om, hvor pengene skal komme fra - og dermed svigter Lars Løkke Rasmussen ifølge Anders Samuelsen sit borgerligt-liberale lederskab.

- Vi har siddet i en regering sammen – og gør det stadig. En regering, som ikke går ind for, at man skal bruge hele råderummet til at kaste over i den offentlige sektor. Det er en regering, som er borgerlig-liberal, og som kæmper for at beskytte borgernes skattekroner, siger Anders Samuelsen og fortsætter:

- Et råderum er skatteborgernes for meget betalte skat, og dem er han begyndt at bruge allerede, inden vi har haft en diskussion om, hvorvidt vi kan gøre det smartere i den offentlige sektor.

Samuelsen: Hvem skal fodre koen?

Med i TV 2s studie havde Anders Samuelsen en tegning af en ko med skriften: "Koen skal fodres, før den kan malkes".

Formanden for Liberal Alliance kritiserer Lars Løkke Rasmussen (V) for at svigte de liberale værdier med velfærdsløfter. Video: Natali Braagaard

Med tegningen forsøgte Anders Samuelsen at illustrere sin kritik af Lars Løkke Rasmussen. På tegningen står Mette Frederiksen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Olsen Dyhr (SF) og kigger, mens Lars Løkke Rasmussen malker koen. Anders Samuelsen selv står til højre og fodrer den.

- Velfærdskoen - altså der, hvor pengene skal komme fra til velfærden. Alle står på den ene side og malker løs, men ingen tænker på, hvad koen skal leve af, siger Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen mener, at den vej, Lars Løkke Rasmussen er slået ind på, vil koste Danmark både velstand og arbejdspladser, når råderummet går til at gøre den offentlige sektor større. Samtidig kritiserer Anders Samuelsen statsministeren for at gå Socialdemokratiet i bedene.

Jeg undrer mig meget over, at Anders Samuelsen ikke har slået til tidligere

Hans Engell

- Det hedder sig i Danmark, at vi skal dele os efter anskuelser. Det hedder sig ikke, at når det er valgkamp, så skal vi lade som om, vi mener det samme alle sammen. Hvis det største liberale parti i Danmark siger, at vi mener præcis det samme som Socialdemokratiet, så er der virkelig en stemme, der mangler, siger Anders Samuelsen.

Hans Engell: Han er blevet provokeret

Ifølge TV 2s politiske kommentator Hans Engell handler det om, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance reagerer på en "grov provokation" fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

- Lars Løkke Rasmussen udskrev valg og bad befolkningen om genvalg. Han bad ikke om genvalg til den samlede regering, og det har provokeret Samuelsen, siger Hans Engell, der også peger på meningsmålinger, hvor Liberal Alliance står til at blive halveret fra de nuværende 13 mandater i Folketinget.

- Som det ser ud nu, kommer VLAK-regeringen ikke til at fortsætte, og det presser selvfølgelig Liberal Alliance. Samtidig har Lars Løkke fremført planer om et velfærdsløft til 69 milliarder kroner og et skattestop. Begge dele er lodret imod Liberal Alliances politik, mener Hans Engell.

Foreløbig har Liberal Alliance da heller ikke ført nogen særlig synlig valgkamp. Men netop derfor har LA-formanden nu taget handsken op, vurderer Engell.

- Jeg undrer mig meget over, at Anders Samuelsen ikke har slået til tidligere. Men nu holder Liberal Alliance pressekonference onsdag, så det kan være, der kommer mere.

Går efter at fortsætte i regering med Venstre

Alligevel fastholder Anders Samuelsen, at Liberal Alliance går efter at fortsætte i regering med Venstre efter valget. I det tilfælde understreger han, at Løkke ikke vil kunne komme igennem med sine løfter.

- Der bliver det vores opgave at sørge for, at det ikke bliver til virkelighed. Løkke kan ikke gennemføre det her, uden at vi er med på det, siger Anders Samuelsen til avisen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at svare på kritikken fra sin egen udenrigsminister, men Venstres fungerende politiske ordfører og innovationsminister, Sophie Løhde, afviser over for Jyllands-Posten, at Venstre er slået ind på en ny kurs.

- Vi holder os blot på sporet. Venstre har alle dage – også længe inden nogen tænkte på Ny Alliance og Liberal Alliance – investeret i kernevelfærden. Vi vil lade velfærden krone for krone følge med, når der kommer flere børn og ældre, siger hun og fortsætter:

- Når det er sagt, er det velkendt, at der er forskel på Venstre og Liberal Alliance. Men der er ingen modsætning mellem at være borgerlig-liberal og ønske gode daginstitutioner og en værdig ældrepleje, siger Sophie Løhde.

Sophie Løhde ønsker ikke at forholde sig til, om uenigheden forhindrer VLAK-regeringen i at fortsætte efter valget.