Videofortælling

Overblik - her er 10 af valgkampens bedste øjeblikke

Videofortælling

Overblik - her er 10 af valgkampens bedste øjeblikke

De første 14 dage af valgkampen er gået, og der er nu 15 dage til, at danskerne skal finde vej til stemmeurnerne landet over.
Politikere, medier og kommentatorer har været på farten siden statsministeren udskrev valg til Folketinget.
Overalt er ord blevet sagt og skrevet, og det kan derfor være svært at bevare overblikket.
Derfor har TV 2 samlet 10 af valgkampens bedste øjeblikke fra de første uger.

1.

Løkke tog fusen på alle

I månedsvis gættede politiske kommentarer og analytikere løs på, hvornår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville udskrive valg til Folketinget - 17. juni var sidste mulighed. De fleste regnede med, at han ville slå valget sammen med valget til Europa-Parlamentet 26.maj. Men kort efter klokken 13 tirsdag 7. maj bad Lars Løkke Rasmussen om ordet i folketingssalen for at fremsætte ”en udtalelse af særlig karakter”. Og bare 10 minutter efter stod det klart, at danskerne gik en historisk lang valgkamp i møde, da der blev udskrevet valg til afholdelse 5. juni 2019, Grundlovsdag.

2.

Håndsoprækning om Stram Kurs

Partilederne mødte hinanden i to partilederrunder på henholdsvis DR og TV 2 på dagen for udskrivelse. Herunder ”den nye dreng i klassen”, partiet Stram Kurs med dets stifter og formand Rasmus Paludan i spidsen. Og i løbet af valgkampens første timer skabte den yderligtgående islamkritikers politik stor debat. Det skete også, da partilederne blev bedt om at række hånden op, hvis de kunne afvise at sidde i en regering efter valget, der kun har flertal, fordi Stram Kurs peger på dem. Alle røde partier, Alternativet og Kristendemokraterne bekræftede, mens de blå, herunder Lars Løkke Rasmussen (V), undgik at svare. Han kaldte det ”en børnehaveleg” og henviste til begrebet ’negativ parlamentarisme’, der betyder, at en regering ikke kan sidde, hvis der er et flertal imod dem – mens den omvendt kan blive siddende, selvom der ikke er flertal for den.

3.

Mette F talte fra sygesengen – og trådte ind i valgkampen

Da Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valg var folketingssalen godt pakket, men én politiker var ikke til stede. Oppositionsleder Mette Frederiksen (S) havde fået et maveonde og var indlagt på hospitalet. Timingen mødte kritik fra flere sider, men statsministeren forsikrede, at han ikke vidste, at hun var syg. Trods sygdom og manglende farve i kinderne gik Mette Frederiksen live på Facebook og adresserede sine vælgere. Tre dage efter trådte hun for alvor ind i valgkampen, hvor hun blandt andet blev udfordret på klimaspørgsmålet af en række elever på Aalborg Katedralskole.

4.

S og V vil snakke velfærd – andre sætter ultimative krav

Under valgkampe kommer der mange politiske udspil. Ét af dem stod regeringspartiet Venstre for, da de annoncerede, at de vil bruge 69 milliarder ekstra på velfærd frem mod 2025, hvis de bliver ved magten. Også Socialdemokratiet præsenterede en plan, men de satte ikke et beløb på. Til gengæld lagde de de op til at indføre en ’velfærdslov’. En lov, der sikrer, at der hvert år frem mod 2025 reserveres et beløb af det offentlige forbrug, der passer til det stigende antal ældre og børn.
Derudover er Dansk Folkeparti kommet med ultimative krav til en kommende regering på grænsekontrol og at bevarelse EU-forbeholdet. SF og Enhedslisten har krævet af en mulig socialdemokratisk regering, at kontanthjælpsloftet afskaffes, mens Radikale Venstre og Alternativet vil have lempelser på udlændingepolitikken. Få overblikket over kravene her.

5.

Kampen om lygtepælene

Lørdag 11. maj var den fjerde lørdag før valgdagen. Derfor måtte partierne hænge valgplakater op i hele landet. Én var lavet af is, mens en anden kun viste en tatoveret arm. Politikerne har været opfindsomme og kreative, men i år er der ekstra kamp om pladserne på grund af valget til Europa-Parlamentet 26.maj – og fordi cirkussæsonen begyndte i slutningen af marts. Det fik blandt andet to danske cirkusser til at bede politikerne om at vise mere hensyn, da de oplevede, at deres plakater blev rykket for højt op.

6

’Vikaren fra himlen’ stemplede ind

På valgkampens første dag trådte 26-årige Isabella Arendt ind på den store scene. Med kort varsel vikarierede hun for Kristendemokraternes formand Stig Grenov, der mellem de to partilederrunder på DR og TV 2 fik det skidt. Isabella Arendt fik dog masser af ros fra landets politiske kommentatorer. Radio24syv gav hende sågar tilnavnet ”vikaren fra himlen”. Få dage efter annoncerede partiet, at Isabella Arendt ville overtage formandsposten i fire uger, fordi Stig Grenov havde sygemeldt sig med stressymptomer. På første arbejdsdag blev hun blandt andet udfordret på partiets holdning til homoseksuelles muligheder for at få børn via adoption og kunstig befrugtning.

7.

Valgtog og Gokke-jokke sætter ild til valgkampen

Traditionen tro gør politikerne opmærksom på sig selv via annoncer, debatoptrædener og events landet over. Én af de mere uheldige episoder stod Venstres Kristian Pihl Lorentzen for, da han lejede et damplokomotiv i det midt- og vestjyske. Mindst 10 steder startede gnister fra skorstenen nemlig naturbrande.
Også Liberal Alliances Joachim B. Olsen gjorde opmærksom på sig selv, da han indrykkede en annonce med teksten ”Når du er færdig med at gokke, så stem på Jokke” på en af verdens førende pornohjemmesider. 
Også statsministerkandidaterne er rundt i landet. Statsministeren viste sig frem på hesteryg i det nordjyske, mens Mette Frederiksen flere steder har modtaget romkugler af arrangørerne, fordi hun under sin sygdom sagde, at hun end ikke kunne spise en romkugle eller en dagmartærte.

8.

Bog fra Løkke skabte røre

16. maj udgav statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ud af det blå en bog med titlen ’Befrielsens Øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen’. Bogen er skrevet på kort tid, og flere i Venstres top kendte ikke til den. Bogens største emne er, at statsministeren åbner for en mulig SV-regering. Mette Frederiksen (S) afviser klart, hvilket også flere i toppen af Venstre gør. Heller ikke LA og Konservative er begejstret. LA tilbyder sågar medlemmer af Venstre og Venstres Ungdom gratis medlemskab af LA. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), hvis Dansk Folkeparti bliver en del af regeringen.

Valgfolkemøde gav første duel

19. maj afholdt TV 2 valgfolkemøde på Kvægtorvet i Odense. Partier, politikere og danskerne var inviteret til hygge og politisk snak. Tusinder mødte op med god stemning. Statsministeren jokede og argumenterede endda med sin vægt, da der blev spurgt til en mulig SV-statsminister. Som afslutning mødtes Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) i valgkampens første direkte duel. Mest fokus fik Mette Frederiksens citat om, at hun "ikke vil være statsminister for enhver pris", hvis det betyder, at hun skal ændre på den nuværende udlændingepolitik. Siden har R, SF og Ø redegjort for deres krav på udlændingeområdet.

10

S kom med længe ventet 2025-plan

Anden uge af valgkampen bød også på Socialdemokratiets økonomiske plan frem til 2025. De vil bruge 37 milliarder mere årligt. De ska blandt andet bruges på en velfærdslov, velfærd, tidlig tilbagetrækning og klima. Det er for venstreorienteret for Lars Løkke Rasmussen (V), lod statsministeren vide. Men rød blok var omvendt kritisk. Der manglede særligt fokus på minimumsnormeringer og på at afskaffe kontanthjælpsloftet, lød det. Også LA og SF bød ind med politisk udspil. LA ønsker at afskaffe uddannelsesloftet, og Venstre støtter ideen, hvis det kan finansieres, mens SF vil give forældre ret til at udskyde børns skolestart.