DF-formand er dødtræt af klimahysteri og taler landbrug op

Borgerne må spise, hvad de vil, mener Kristian Thulesen Dahl, der taler for at frede landbrug i debatten.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er dødtræt af "klimahysterisk" valgkamp og taler for at frede dansk landbrug i klimadebatten.

I valgkampen, der tirsdag er en uge gammel, har politikerne travlt med at overgå hinanden, når det gælder klima og miljø, siger han til TV 2.

- Der er noget klimahysteri i valgkampen. Der går overbudspolitik i den, og vi glemmer, at vi er et gammelt landsbrugsland, siger Kristian Thulesen Dahl.

Som et led i valgkampen besøgte han mandag et landbrug ved Holstebro i Midtjylland.

Prutterne skal begrænses

På bedriften arbejdes der målrettet med at reducere metanudslippet - eller på jævnt dansk prutterne - fra køerne på gården ved hjælp af blandt andet et biogasanlæg samt særligt foder.

I valgkampens hede glemmer partierne, at dansk landbrug i forvejen gør meget for at blive mere klimavenligt og er blandt verdens mest klimaeffektive landbrugsproduktioner, påpeger DF-formanden.

- Jeg er dødtræt af, at den her valgkamp er gået ud i grøn, grønnere, grønnest. Men vi glemmer, hvor vi kommer fra som land, og jeg synes, der er gået usund konkurrence i det her.

DF-formand maner til at fastholde den danske selvforståelse som et land, hvor man har levet af og for jorden, dyrene og afgrøderne. Det er værd at holde et vågent øje med den tradition, siger han.

- Vi er et gammelt, stolt landbrugsland, der i årevis har produceret fødevarer af meget høj kvalitet. Men det er nærmest kastet ud med badevandet, fordi vi nu skal diskutere klima på en fordømmende måde, siger Kristian Thulesen Dahl.

Vi skal fortsat have mælk, køer og grise

Han mener, at det er vigtigt at fokusere på, hvordan landbruget kan blive så klimabevidst som muligt. Men det skal ikke gå for vidt; vi skal fortsat have mælkeproduktion, køer og grise.

Ifølge Thulesen Dahl skal forbrugeren kunne gå til køledisken uden at ryste på hånden eller i ånden.

Så længe man køber dansk, behøver man ikke have dårlig samvittighed ved køledisken, når man er ude at handle, mener han.

Han orker ikke et samfund, hvor folk peger fingre ad hinanden, fordi man "tager noget oksefars til hakkebøffer".

- Det handler ikke om, at man ikke skal tage klimaet alvorligt. Men vi er en del af en global verden, hvor den danske andel af klimaproblemerne er ultrasmå, siger han.