Tv-vært købte stram-kurs.dk - nu er domænet slettet igen

16x9
Journalist Abdel Aziz Mahmoud. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Abdel Aziz Mahmoud ledte brugere ind på sin forenings hjemmeside via domænet stram-kurs.dk.

Det vakte kritik fra Stram Kurs-partilederen, Rasmus Paludan, da tv-vært Abdel Aziz Mahmoud kort før udskrivelsen af valget købte domænet stram-kurs.dk, der ligger tæt op af Stram Kurs' hjemmesidenavn, stramkurs.dk.

Men nu er domænet stram-kurs.dk igen ledigt, skriver Berlingske.

DK Hostmaster oplyser til avisen, at ejeren af domænet selv har suspenderet og slettet domænet i fredags.

Abdel Aziz Mahmoud købte domænenavnet, kort før folketingsvalget blev udskrevet.

- Jeg er kommet til at købe domænet www.stram-kurs.dk. Upsiiii, skrev tv-værten på Facebook efterfulgt af en fnisende smiley på Facebook 1. maj.

Tastede man domænenavnet ind i sin browser, blev man ledt til foreningen Mino Danmarks hjemmeside. Abdel Aziz Mahmoud er formand for foreningen, der arbejder for et samfund med ligestillede minoritetsborgere.

Havde kun domænet i en uge

Abdel Aziz Mahmoud skriver til Berlingske, at foreningen kun havde domænet i en uge, og han uddyber, at Paludan ikke umiddelbart har henvendt sig til foreningen eller DK Hostmaster.

Rasmus Paludan langede ud efter Abdel Aziz Mahmoud for at tage domænenavnet.

- Dette krænker væsentlige samfundsinteresser (ulovlig påvirkning af folketingsvalget 2019).

- Da valget kan udskrives når som helst, så kan sagen ikke afvente en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne, skrev Paludan i en mail til Ritzau 2. maj.

Abdel Aziz Mahmoud er freelancer hos DR og vært på programmerne ”Abdel mellem fjender” på DR2 og ”Shitstorm” på P1.

Advokat mente, det var lovbrud

Da det kom frem, at tv-værten havde købt domænet, vurderede advokat Lisbet Andersen, at det formentlig var et brud på loven at købe et domænenavn så tæt på partiets.

- Hvis man har et kendetegn, for eksempel navnet Stram Kurs, og offentligheden ved, hvad det henviser til, så må andre ikke oprette et lignende domænenavn, hvis offentligheden så tror, at det tilhører det her kendetegn.

- Så snyder man nemlig folk over på en anden side, end de regner med, og det må man ikke, sagde hun til Ritzau.

Lisbet Andersen har speciale i blandt andet rettighederne omkring domænenavne og har arbejdet med domænenavne i over 20 år.