Stig Grenov om pludselig orlov: - Flere års dobbeltarbejde har sat sine spor

Kristendemokraternes Isabella Arendt bliver konstitueret formand i perioden.

Formand for Kristendemokraterne Stig Grenov har bedt om orlov fra sit formandsjob i fire uger på grund af stresssymptomer. Det fortalte han mandag på et pressemøde.

- Flere års dobbeltarbejde som formand og som skolelærer har sat sine spor, og jeg har været nødsaget til at lytte efter i min krop, siger Stig Grenov.

Han understreger, at beslutningen alene er hans og familiens, og at der ikke er politiske eller taktiske overvejelser bag.

På trods af meldingen om orlov vil Stig Grenov, der har været formand siden 2012, dog fortsat passe sine øvrige opgaver og føre valgkamp i Københavns Storkreds.

Den pludselige rokade betyder, at Kristendemokraternes Isabella Arendt, som før mandag var næstformand i partiet, bliver konstitueret formand i perioden.

Hun fortæller, at planerne for hendes optræden i offentlige debatter endnu ikke ligger fast.

Støtter Lars Løkke

Kristendemokraterne bakker stadig op om, at Lars Løkke Rasmussen (V) skal fortsætte som statsminister, slår Isabella Arendt fast på pressemødet mandag. Det skyldes, at mærkesagen om bedre vilkår for børnefamilier trives bedst i den blå blok, siger hun.

Et andet spørgsmål, der fylder på mødet, er partiets holdning til abort. Hertil forklarer Isabella Arendt, at partiet ikke vil forbyde fri abort. Dog skal der være fokus på bedre rådgivning, så kvinder kan træffe beslutningen på et mere oplyst grundlag, mener hun.

- Med de rigtige rammer og den rigtige lovgivning tror jeg, kvinderne kommer frem til en situation, hvor de ikke fortryder deres valg.

Ikke ny i valgkampen

Det er ikke første gang, at Isabella Arendt viser sit ansigt i valgkampen.

Den 26-årige politiker stjal nemlig overskrifter, da hun i sidste uge måtte afløse Stig Grenov til partiledernes valgdebat på TV 2.

Kristendemokraternes næstformand, Isabella Arendt, fik stor ros under og efter partilederdebatten på TV 2 på dagen, hvor folketingsvalget blev udskrevet. Video: Mette Stender Pedersen

Her udtalte politisk kommentator Søs Marie Serup, at Isabella Arendt Laursen klarede sig "langt bedre end originalen".

- Isabella Arendt Laursen fra Kristendemokraterne er der klart mere fremtid i end partiets nuværende formand, Stig Grenov. Hun fængsler simpelthen ens opmærksomhed og er 100 procent på et værdispor, lød det fra Søs Marie Serup.

- Jeg trækker mig, når der er en, der er bedre

I forbindelse med en ny megafonmåling var TV 2 fredag i kontakt med Stig Grenov. Han kunne dengang næsten ikke få hænderne ned over resultatet, hvor Kristendemokraterne for anden måling i træk var gået frem.

Og han var ikke sen til at pege på sin næstformand som årsag:

- Det skyldes jo helt klart, at alle I andre har fundet ud af, at Isabella Arendt er lige så god, som vi hele tiden har vidst, hun er.

Til spørgsmålet om, hvorvidt formandsposten burde overlades til den populære vikar, lød svaret fra formanden:

- Jeg trækker mig, når der er en, der er bedre. Alle har lov at stille op - vi er jo et demokrati. Men jeg opfatter ikke Isabella som en konkurrent. Hvis hun en dag overtager tronen, så vil jeg stå med et kæmpe smil over hele femøren og sige, "værsgo, nu er det dit arbejde at bære faklen videre".

Partiet går til valg på blandt andet familiepolitik, personlig frihed og ansvarlighed med det fortegn, at det skal være funderet i kristne værdier.