Claus Hjort vil have folkeafstemning om EU-forbehold hurtigst muligt

16x9
Danmarks skal ud af forsvarsforbeholdet, mener forsvarsministeren. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Med forsvarsministerens ønske om en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet går han stik imod støttepartiet Dansk Folkeparti.

Danmarks forsvarsforbehold i EU skal væk, og Danmark skal indgå i et tættere militært samarbejde med EU.

Det mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), der samtidig peger på, at det skal ske ved en folkeafstemning så hurtigt som mulig. Og gerne allerede i næste folketingssamling.

Over for TV 2 argumenterer forsvarsministeren for, at Danmark skal være med ved bordet for at kunne påvirke beslutninger på forsvarsområdet i EU.

- Vi har en sikkerhedssituation, som udvikler sig meget foruroligende. Vi har forskellige kriser som migration fra Afrika, og vi har desuden en amerikansk præsident, som beder europæerne om at løfte en større del af forsvaret, siger Claus Hjort Frederiksen.

Hvad betyder forsvarsforbeholdet?

Danmark deltager ikke i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Vi deltager ikke i EU’s militære operationer, vi finansierer dem ikke, og vi stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede konfliktområder. Vi deltager dog i civile operationer. 

Danmark har ikke stemmeret i Ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles.

Siden 1993, hvor forsvarsforbeholdet trådte i kraft, har Danmark aktiveret forbeholdet op mod 30 gange. 

Kilde: EU-Oplysningen

Han peger desuden på, at både USA, og på sigt også Europa, vil se på Kina som en militær trussel.

- Derfor er EU-landene kraftigt i gang med at etablere et samarbejde, og dér synes jeg ikke, at vi skal sidde på sidelinjen. Vi bør deltage, siger forsvarsministeren.

Han maner samtidig frygten for en såkaldt Europahær til jorden. Noget, som den franske præsident Emmanuel Macron har været fortaler for.

- Det skal overhovedet ikke ende ud i en Europa-hær. Skulle vi måske afskaffe den danske grundlov, når det nu kun er Folketinget, der kan beslutte, om Danmark skal gå i krig? Forestiller man sig, at Macron skulle aflevere nøglerne til de franske atomvåben til et kontor i Bruxelles?

Danmarks sikkerhed og garant for fred skal derfor stadig være NATO og USA, mener Claus Hjort Frederiksen. Men der er en lang række opgaver, Danmark burde deltage i i EU-regi, siger han.

- Tag pirateribekæmpelsen på Afrikas Horn ved Somalia. Dér var Danmark den ledende nation oprindeligt, da det startede. Så overtog EU ledelsen af missionen, og så kunne Danmark ikke være med, fordi Danmark ikke er en EU-nation militært, siger han til TV 2.

Radikale vil have Europol med i afstemning

Det Radikale Venstres forsvarsordfører, Martin Lidegaard, erklærer sig ifølge Berlingske enig med forsvarsministeren.

Han tilføjer samtidig, at han gerne ser spørgsmålet om politisamarbejdet, Europol, trukket ud af retsforbeholdet og lægge det ind under en afstemning om forsvarsforbeholdet. Et træk, Claus Hjort Frederiksen nikker anerkendende til.

Med forslaget om afskaffelse af forsvarsforbeholdet går forsvarsministeren stik imod støttepartiet Dansk Folkepartis ønske om ikke at have flere EU-afstemninger i næste Folketingssamling.

DF’s forsvarsordfører, Søren Espersen, er derudover fuldstændig afvisende over for at skille Europol-spørgsmålet ud og lægge det ind i en afstemning om forsvarsforbeholdet.

Han henviser til, at danskerne i december 2015 skulle stemme om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. En afstemning, der med 53,1 procent nej-stemmer endte med en afvisning.

- Men lad dem bare gøre det, selv om jeg ikke tror, at blå blok vil vove det, hvis et nyt Folketing ser ud, som meningsmålingerne antyder, at det gør. Så vil der være problemer nok. Man behøver ikke føje nye problemer til de eksisterende, siger Søren Espersen til Berlingske.

- En klods om benet

Claus Hjort Frederiksen ser dog en opblødning hos danskerne i forhold til forsvarsforbeholdet.

- Det er en glædelig udvikling, at flere og flere danskere mener, at det forbehold, vi har, er en klods om benet på os, og flere og flere vil afskaffe forbeholdet.

Dans Institut for Internationale Studier (DIIS) er i øjeblikket i gang med at udfærdige en rapport, der skal afdække fordelene og ulemperne ved Danmarks EU-forbehold. En rapport, der ventes færdig i efteråret.