Kontroversiel forsker ny kandidat for Stram Kurs - tidligere kandidat trækker sig efter 'useriøs' tv-debat

16x9
Den omstridte professor Helmuth Nyborg er klar som kandidat for Stram Kurs. Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

Helmuth Nyborg har forsøgt at påvise, at indvandring fra ikke-vestlige lande vil få den gennemsnitlige IQ til at falde i Danmark.

Stram Kurs har netop sat to nye kandidater på listen til folketingsvalget.

Det skriver partiet på sin Facebook-side.

PRESSEMEDDELELSE Stram Kurs kan nu annoncere to nye kandidater: Helmuth Nyborg, professor emeritus Aarhus Tlf. 2424...

Posted by Stram Kurs on Wednesday, May 8, 2019

Den ene er den omstridte 82-årige intelligensforsker Helmuth Nyborg, der blandt andet mener, at ikke-vestlig indvandring med tiden vil betyde, at den gennemsnitlige IQ i Danmark kommer til at falde.

Helmuth Nyborg har i mange år været ansat ved Aarhus Universitet, men stoppede karrieren som professor for over 11 år siden.

Den anden nye kandidat for Stram Kurs er Carsten Normann Munk, som er fængselsfunktionær i Aalborg.

- Alt kan ske med Stram Kurs

Stram Kurs stiller op til Folketinget for første gang.

Partiet, og særligt Rasmus Paludan, har i de seneste uger fået massiv omtale - blandt andet som følge af uroligheder i forbindelse med Paludans demonstrationer og det faktum, at partiet i rekordfart har fået indsamlet det krævede antal vælgererklæringer for at blive opstillet.

Og i en meningsmåling fra tirsdag aften - den første siden Lars Løkke Rasmussen tirsdag eftermiddag gik på talerstolen og udskrev valg - står Stram Kurs til 2,1 procent af stemmerne.

Men med en statistisk usikkerhed på +/- ét procentpoint kan det gå begge veje.

- Alt kan ske. De kan komme under én, og de kan komme over fire procent. Lige nu bevæger vælgerne sig ret kraftigt ind og ud, sagde Asger H. Nielsen, der er administrerende direktør i analysevirksomheden Megafon, tirsdag aften til TV 2.

Kandidat forlader partiet efter debat

Mens Stram Kurs har vundet nye kandidater, har en omvendt meldt sig ud af partiet.

Det drejer sig om Kim Holmgaard Madsen, der mener, at det, han så i partilederdebatterne tirsdag aften, var useriøst.

- Jeg sad ligesom så mange andre danskere tirsdag og så partilederrunden. Jeg må bare sige, at jeg havde forventet, at det blev mere seriøst, når valget gik i gang. Det synes jeg også, at jeg havde hørt, at det skulle til at blive, siger han til Ritzau.

Det var særligt Rasmus Paludans "frembrusende" attitude, han havde det svært med.

- På baggrund af det kan jeg nok have lidt svært ved at identificere mig med opførslen (fra Rasmus Paludan, red.), forklarer han.

Kim Holmgaard Madsen har tidligere siddet i byrådet i Esbjerg for DF.