Det siger politikerne om valget

16x9
Pernille Skipper fra Enhedslisten peger på, at tonen i debatter og valgkampen kan have indflydelse på, hvor mange der stemmer. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

På Christiansborg er der blandede meninger om, at Lars Løkke har valgt at lægge valget en anden dag end det forestående valg til Europa-Parlamentet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet folketingsvalg til afholdelse onsdag 5. juni 2019, som er Grundlovsdag.

Det fortalte han tirsdag fra talerstolen i Folketinget.

Meddelelsen har fået det til at summe overalt på Christiansborgs gange, hvor politikerne nu gør sig klar til en 29 dage lang valgkamp.

Her kan du læse reaktionerne, som de lød umiddelbart efter Lars Løkke Rasmussens besked.

Nicolai Wammen: - Skulle hilse fra Mette

Socialdemokratiets Nicolai Wammen fortæller til TV 2, at Socialdemokratiet først og fremmest glæder sig til valget og til at møde landets vælgere. Partiet går til valg på at lave en rent socialdemokratisk regering, fordi de mener, at "blokpolitik hører fortiden til".

Han undrer sig dog over, at statsministeren har valgt ikke at slå valget sammen med det forestående Europa-Parlamentsvalg 26. maj.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ulejlige danskerne med så kort afstand. Og det er jo også noget, der koster rigtig mange penge, siger han og fortsætter:

- Det ville have været naturligt at holde valgene den samme dag. Så havde danskerne kunnet klare det på en gang, og vi havde ikke skullet bruge 100 millioner. Men det er jo statsministerens beslutning, og vi er klar til valg.

Derudover hilser han fra Mette Frederiksen, som, kort før valget blev udskrevet, måtte meldte sig syg til en tv-debat med Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften. Nicolai Wammen siger til TV 2, at statsministeren dog ikke skal glæde sig for tidligt, for Mette Frederiksen vender nemlig "stærkt tilbage snarest muligt".

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen er syg, men Lars Løkke Rasmussen (S) skal ikke glæde sig for tidligt, lyder det. Video: Natali Braagaard

Kristian Thulesen Dahl: - Charmerende med valg på Grundlovsdag

Hos Dansk Folkeparti er de enige med Socialdemokratiet i, at valget ville have ligget godt sammen med Europa-Parlamentsvalg, siger formand Kristian Thulesen Dahl til TV 2. Men der er dog fordele ved den nye dato.

- Nu får det vi så af to runder, og det at bruge Grundlovsdag synes jeg et eller andet sted er meget charmerende, for der er Dannebrog jo også helt oppe på flagstangen, siger han og uddyber, at partiets fokus vil være på at holde "en stram kurs på udlændingeområdet".

Ifølge formanden for Dansk Folkeparti, Christian Thulesen Dahl, ville det dog have været optimalt, hvis folketingsvalget lå samme dag som valget til Europa-Parlamentet. Video: Natali Braagaard

Emil Ammitzbøll-Bille: - Personlig frihed og lavere skat

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) ser - modsat Kristian Thulesen Dahl og Nicolai Wammen - positivt på, at valget ikke falder sammen med årets andet store valg.

- Vi er jo kommet til slutningen af valgperioden, og jeg er meget glad for, at statsministeren har valgt, at det bliver en anden dag end Europa-Parlamentsvalget, for det giver mulighed for, at vi kan få en saglig debat om begge emner, siger han.

Liberal Alliance vil i valgkampen have fokus på mere personlig frihed og lavere skat, uddyber han og siger, at de "er det eneste parti, der har en gennemregnet og finansieret klimaplan".

Simon Emil Ammitzbøll-Bille reagerer på statsministerens udskrivning af folketingsvalg og fortæller, hvad Liberal Alliance vil fokusere på i valgkampen.

Skipper: - Klar til valgkamp

Kort efter at Lars Løkke udskrev valget, lavede Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, et opslag på det sociale medie Twitter, hvor hun meldte sig klar til kamp.

Hun mener ikke, at dagen for valget - Grundlovsdag - vil påvirke, hvor mange der stemmer. Det er der ifølge hende til gengæld andre ting, der vil:

- Jeg tror, det handler rigtig meget om, hvor godt vi gør vores arbejde – både som medier og som politikere. Jo bedre vi kan holde os til at diskutere indhold, politik og der, hvor vi er uenige, og jo mindre mudderkast vi får, jo bedre en valgkamp bliver det, siger hun og afslutter:

- Så tror jeg også, at flere mennesker vil deltage – uanset om det er en søndag eller en fridag. Det tror jeg ikke gør det store.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, slår fast, at der skal forandring til, hvis Mette Frederiksen vil have Enhedslistens mandater i ryggen.

Uffe Elbæk: Vil pege på sig selv

Også Alternativets Uffe Elbæk er klar til de kommende fire ugers valgkamp. Han fortæller til TV 2, at partiet har meget høje ambitioner, og at de stadig vil pege på formanden selv som statsminister.

- Det har overhovedet ikke ændret sig. Jeg vurderer ikke, at det er særlig realistisk, men ambitionen er stadig at gå efter det. Det betyder, at vi hverken peger på Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V), siger han og uddyber:

- Vi synes ikke, vi kan se os selv i hverken Lars Løkkes eller Mette Frederiksens politiske projekt. Det grønne skal være altoverskyggende i valgkampen.

Politisk leder for Alternativet, Uffe Elbæk, vil fortsat være statsminister. Han siger også, at partiet hverken vil pege på en rød eller blå regering.

Pape: - Fortsætter gerne

Selvom der er udskrevet valg, er det stadig den siddende regering, der står med ansvaret for landet, siger justitsminister Søren Pape Poulsen, der også er partiformand for Det Konservative Folkeparti. Han ser frem til at få gang i valgkampen.

- Nu skal vi have rum til at diskutere, hvad det er, partierne vil. Jeg tror på, der er noget musik i, at vi skal passe godt på Danmark, at vi skal sørge for, at virksomhederne har det godt, at vi har et godt sundhedsvæsen, at vi skal betale mindre i skat. Det vil jeg gerne ud at diskutere med danskerne. Der er 13 partier med meninger, så det skal nok blive underholdende, siger han og tilføjer, at regeringen gerne fortsætter efter valget.

Søren Pape Poulsen vil fokusere på, at Det Konservative Folkeparti bliver et større parti ved det kommende folketingsvalg.

Dyhr: - Lad os få en ny regering

Også formanden for Socialistisk Folkeparti, Pia Olsen Dyhr, har været ude med en kommentar til valget på Twitter.

Så er vi klar til valg. Vi ses derude rundt omkring i Danmark! Lad os så få en ny regering i Danmark med en ny politisk kurs. Vi er så klar, skriver hun.