BLOG: Spørgsmålet var ligetil, men svaret er ikke simpelt

16x9
Tilbage i november 2018 blev Theresa May enig med EU om en brexitaftale. Foto: Daniel Leal-olivas / Scanpix Denmark

BLOG: I går modtog jeg en mail fra en kollega. Selve mailen var tom, men i emnefeltet stod følgende: "Hvad er dine planer i næste uge?"

Det er en fuldstændig normal mail for mig at få. Der sidder kolleger på TV2s redaktion i Danmark, som forsøger at skabe sig et overblik over, hvad verden byder på i den kommende tid, således at de kan foretage planlægning af sendefladen hjemmefra. Det giver god mening.

Men mailen (eller emnefeltet i dette tilfælde) fik mig alligevel til at stoppe op. For selvom spørgsmålet er ligetil, er svaret ikke simpelt, og det har det ikke været i lang tid.

Det seneste halve år er dagene her i Storbritannien blæst afsted. Med orkanstyrke faktisk. De politiske vinde ændrede konstant retning uden varsel. Reel planlægning af min arbejdstid var vindens første offer. Det eneste, der giver mening i sådan en situation, er naturligvis at lade sig rive med.

For de, som måtte have mistet overblikket over Brexit (hvilket vil være fuldt forståeligt), får lige et tilbageblik på det uvejr, der udviklede sig til en velvoksen politisk orkan (jeg har udeladt en række begivenheder for at fatte mig i en form for korthed).

Tilbage i november 2018 blev Theresa May enig med EU om en Brexit-aftale. Den præsenterede hun for sin regering på et maraton-langt møde, der mundede ud i, at hun kunne fortælle nationen, at regeringen bakkede hende op. Dagen efter sagde et par ministre op i protest mod aftalen. Så satte May en dato i december, hvor aftalen skulle til afstemning i parlamentet. Så fik hun kolde fødder og trak det tilbage. Så blev parlamentsmedlemmerne rasende. Så sagde en fløj i hendes eget parti, at de ikke længere havde tillid til hende, hvilket udløste en afstemning om hendes position som premierminister. Den afstemning vandt hun.

Så blev det 2019 og skæbnedag (15. januar). Mays brexitaftale blev sendt til afstemning i parlamentet. Det blev et rungede nej fra parlamentet. May led et historisk stort nederlag. Så fremsatte oppositionsleder Jeremy Corbyn et mistillidsvotum mod regeringen. Han tabte. Så blev der debatteret og stemt i parlamentet. Det meste blev nedstemt, men så var der flertal for noget. Parlamentet pålagde regeringen at tage til Bruxelles og genforhandle en del af skilsmisseaftalen (den del, der handler om Nordirland), som EU ellers havde sagt ikke var til genforhandling. Så forlod en gruppe konservative og Labour-politikere deres partier i protest for at danne et nyt parti. May tog til Bruxelles og fik nogle forsikrende ord med fra EU-toppen om Nordirland-problematikken. Parlamentet var utilfreds med det og nedstemte hendes Brexit-aftale for anden gang (den 12. marts). Så mistede Theresa May stemmen grundet en halsinfektion og var nødt til at få kolleger til at tale sin sag i parlamentet. Så stemte parlamentet nej til at forlade EU uden en aftale. Så mente parlamentet, at Theresa May skulle tage til EU og bede om en udsættelse af Brexit.

Parlamentsformanden støvede en 500 år gammel regel af, der gjorde, at May ikke kunne bringe sin aftale til afstemning igen en tredje gang. Så drog May til Bruxelles og fik en forlængelse af Brexit-processen (til den 12. april), men en helt anden dato, end den hun havde bedt om. Så holdt May en tale hvor hun gav parlamentsmedlemmerne skylden for det politiske kaos. Det gjorde parlamentsmedlemmerne endnu mere rasende. Så fratog parlamentet kortvarigt magten fra regeringen, hvilket udløste en stormflod af afstemninger om alternative løsninger. Det blev en blindgyde, for der var ikke flertal for noget. Så sagde May, at hun ville gå af, hvis bare der var opbakning til hendes aftale. Hun ville så at sige kaste sig på sværdet og ofre sig for sin Brexit-aftale. Men hun ramte ved siden af. For da hun (den 29. marts) sendte aftalen til afstemning tredje gang (for at omgå den 500 år gamle regel knækkede hun aftalen over i to), tabte hun igen og blev dermed siddende. Så inviterede hun Labour til forhandlinger om et nationalt Brexit-kompromis og sagde, at hun ville tage tilbage til Bruxelles og bede om en ny forlængelse. Så vedtog parlamentet – der igen tog magten fra regeringen - en lov, der tvang hende til at tage til Bruxelles og bede om en ny forlængelse (fordi de ikke stolede på, at hun ville gøre det). Så blev parlamentssalen lukket en dag, fordi det regnede ind gennem et hul i taget (ja, det skete faktisk). Så tog May til Bruxelles for at bede om en ny forlængelse. Og fik endnu en gang en helt anden Brexit-dato (31. oktober), end den hun selv havde foreslået.

Så gik alle på påskeferie. Og så holdt det øjeblikkeligt op med at blæse.

Det er tre uger siden. Oven på et hæsblæsende halvt år føles det som om, at britisk politik har bevæget sig ind i orkanens øje. Der, hvor der ikke er en vind, som rør sig. Der, hvor der er blikstille og Brexit-debatten ikke bare buldrer løs fra morgen til aften. Bevares – småbriser er blæst forbi. Et læk fra det nationale sikkerhedsråd, en ministerfyring, et lokalvalg. Sidstnævnte er måske et varsel om, at vi snart rammer orkanens øjemur og rammer blæsevejret igen. Når resultaterne fra lokalvalgene er kendt i løbet af fredag, vil fokus igen rette sig mod national politik, hvor det eneste, der dominerer, er…ja, Brexit. Men spørgsmålet, der hele tiden står ubesvaret hen, er: Hvad sker der nu? De seneste meldinger er, at drøftelserne mellem de to store partier i landet om et potentielt nationalt kompromis bevæger sig fremad. For så at bevæge sig baglæns. Hvis ikke der snart er enighed om noget, skal briterne stemme til Europaparlamentsvalget. Hvis der imod manges forventning opnås enighed, så skal der jo også findes flertal for aftalen i parlamentet. Så er der også den mulighed, at samtalerne henover midten bryder sammen. I det tilfælde har Theresa May lovet en ny tsunami af afstemninger i parlamentet.

Nå, så er der selvfølgelig også et andet spørgsmål at besvare. Det jeg blev stillet i en mail af min kollega på redaktionen i Danmark: "Hvad er dine planer i næste uge?"

Jeg må se at få sendt ham et svar.