Stram Kurs har fået underskrifter nok til at stille op til Folketinget

Partiet har endnu ikke anmeldt sig som opstillingsberettiget til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Partiet Stram Kurs med den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan i spidsen har samlet vælgererklæringer nok til at stille op til folketingsvalget.

Partiet havde lørdag morgen indsamlet 20.981 vælgererklæringer, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet til TV 2.

Det kræver 20.109 godkendte vælgererklæringer at komme på stemmesedlen ved folketingsvalget.

Tyder på, at de kommer på stemmesedlerne

Ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder er der fortsat nogle formaliteter, der skal på plads, før Rasmus Paludan og Stram Kurs bliver opstillingsberettiget.

- Det eneste, vi ved nu, er, at Stram Kurs har de her underskrifter. Nu går der en proces igang, hvor partiet officielt skal melde sig som opstillingsberettiget, og ministeriet skal validere underskrifterne. Men alt tyder på, at Stram Kurs kommer på stemmesedlen, siger han.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet forventer man, at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt partiet har samlet det fornødne antal gyldige vælgererklæringer inden for cirka to uger fra det øjeblik, hvor partiet anmelder sig som opstillingsberettiget. Det har Stram Kurs ikke gjort endnu.

Hvis valget udskrives, inden ministeriet har truffet afgørelse, er partiets anmeldelse rettidig. Det afgørende er, at partiet har anmeldt sig senest 15 dage inden valget klokken 12. Det har ingen betydning, om ministeriets afgørelse først træffes efter denne frist.

Tog fart efter demonstrationer

Indsamlingen af vælgererklæringer tog især fart efter 14. april, hvor en af Rasmus Paludans demonstrationer på Nørrebro udløste massive uroligheder.

De efterfølgende dage fik Paludan stor mediebevågenhed, da han fik forbud mod at demonstrere i flere politikredse. Det har betydet, at Rasmus Paludan er gået fra at have cirka 5500 vælgererklæringer omkring 1. april til 20.981 i dag.

Den hurtige indsamling af vælgererklæringer skyldes blandt andet, at Stram Kurs har benyttet sig af et hul i lovgivningen, som Klaus Riskjær også benyttede sig af, da han blev opstillingsberettiget med sit parti.

Læs hvordan partiet har omgået reglerne her:

Hans Redder kalder Stram Kurs for en joker i den kommende valgkamp.

- Det er en ubekendt faktor, som ingen i dansk politik for bare få uger siden forestillede sig ville blive til virkelighed.

Rasmus Paludan har tidligere sagt, at Stram Kurs hverken peger på Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen som statminister. I stedet peger han på sig selv.

Kan være dårlig nyt for Nye Borgerlige

Ifølge Hans Redder kan det yderligtgående islamkritiske parti på stemmesedlen være dårligt nyt for et andet nyt parti, Nye Borgerlige.

- Det er nærliggende at tænke, at han kan appellere til nogle af de samme vælgere, som i dag overvejer at stemme på dem.

Meningsmålingerne er i øjeblikket meget uenige om, hvor store Nye Borgerlige kan blive ved valget. I Berlingskes vægtede gennemsnit af flere institutters målinger står partiet aktuelt til 2,8 procent af stemmerne.

Nye Borgerlige har derfor næppe råd til at miste mange vælgere til Stram Kurs, hvis de selv skal over spærregrænsen på to procent.

Spreder vælgerne sig over flere partier, uden at nogen af dem når over grænsen, kan det resultere i stemmespild.

En vælgererklæring er ikke lig med en stemme ved valget. Stram Kurs har endnu ikke været en del af meningsmålingerne, så det er svært at vurdere, hvor mange vælgere Rasmus Paludan og partiets politik appellerer til.

Der skal være valg til Folketinget senest 17. juni.