Hvilken demokrat kommer til at stå overfor Trump i 2020? Her er fire USA-kenderes bud

16x9
Joe Biden, Kamala Harris eller Bernie Sanders? Alle nævnes de som en mulig modkandidat til Donald Trump i 2020 Foto: Handout / Scott Eisen / Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Jeg har bedt tre kollegaer om deres bedste bud på Demokraternes næste præsidentkandidat – og vi er langtfra enige.

Efter den tidligere vicepræsident Joe Biden i denne uge meldte sig på banen som den 20. demokratiske præsidentkandidat, burde det demokratiske felt være næsten komplet. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere præsidentkandidater på banen. Det skal der nok, hvis man kender Demokraterne ret.

Men her og nu er det svært at se for sig, at flere topkandidater med en reel chance for at vinde den demokratiske nominering kommer til at erklære deres kandidatur inden for en overskuelig fremtid. Skulle Stacey Abrams - der som den første demokrat i et kvartårhundrede var tæt på at vinde guvernørvalget i delstaten Georgia sidste år – mod forventning meddele sit kandidatur i næste uge, kan det være, at vi må til tasterne igen.

Jeg har samlet tre dygtige USA-kendere; lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen, TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz og journalist, der dækker USA for TV 2 Jesper Zølck.

De tre gør status over det demokratiske felt, som det ser ud lige nu. Nedenunder følger bud på, hvem der på nuværende tidspunkt står med de bedste kort på hånden til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat.

De fire bud

Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent:

Joe Biden
Joe Biden Foto: Handout / Ritzau Scanpix

1. Joe Biden. Topscoreren i øjeblikket i meningsmålingerne. Primært fordi han er den mest kendte af kandidaterne, og fordi han stadig nyder godt af at have shinet som Barack Obamas vicepræsident. Han har netop gjort bekymringen om hans evne til at fundraise til skamme ved at samle flere penge ind til sin kampagne det første døgn end Bernie Sanders og Beto O’Rourke. Han er den midtsøgende kandidat, der kan bringe USA tilbage til en normalitet, som Demokraterne har længtes efter siden den skæbnesvangre valgnat i 2016. Og så har han godt tag i arbejder- og middelklassevælgerne. Det er i hvert fald antagelsen i partiet.

Bernie Sanders
Bernie Sanders Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

2. Bernie Sanders. Hans store styrke er præcis det engagement og den ægte passionerede vision for landet, som også bragte ham så langt i 2016. Sanders har dygtigt fastholdt sin organisation og sin kerne af kampagnefolk og været i stand til konstant at samle penge ind til sin kampagne. Han har klare synspunkter på sundheds-, skatte- og uddannelsesområdet, som gør ham populær hos de unge og på partiets venstrefløj. Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde nomineringen som præsidentkandidat for hele partiet.

Pete Buttigieg
Pete Buttigieg Foto: Kamil Krzaczynski / Ritzau Scanpix

3. Pete Buttigieg. For bare nogle år siden ville man have sagt, at amerikanerne aldrig vil sende en homoseksuel mand og dennes mand til Det Hvide Hus. Men for 15-20 år siden ville mange også have forsvoret, at en sort mand skulle blive præsident i 2008. Mayor Pete - med det umulige efternavn - er talk of the town i øjeblikket. Der er ikke det tv-talkshow, han ikke har været gæst på. Og alle, der har oplevet ham, er drønimponerede over, hvor velargumenteret han er og kvik til at forsvare sig mod kritik.

Beto O'Rourke
Beto O'Rourke Foto: Scott Eisen / Ritzau Scanpix

4. Beto O’Rourke. Han har skabt sin kampagne på at være en overbevisende taber. Det burde man ikke kunne. Men at han kom så tæt på at slå den republikanske senator Ted Cruz i en republikansk stat som Texas, har givet ham et nationalt boost og høj “name recognition”. Han brænder igennem med sine positive visioner for landet. Han skovler penge ind fra donorer, og han har fået en af Obamas tidligere topfolk med på holdet.

Kamala Harris
Kamala Harris Foto: Scott Eisen / Ritzau Scanpix

5. Kamala Harris. Hun er kvinde, og hun er sort, og ih hvor det Demokratiske Parti sukker efter at vælge en præsidentkandidat, der viser, at der er højt til loftet i partiet. Hun har i de forløbne år markeret sig som en bemærkelsesværdig politiker i Senatet, der ikke er bange for at gå i kødet på sine modstandere. Hun blev landskendt, da hun gik hårdt til den kontroversielle højesteretsdommer Brett Kavanaugh under senatshøringerne. Hun vil indføre et sundhedsvæsen med offentlig støtte for alle. Et populært synspunkt på partiets venstrefløj, men det kan også ende med at blive hendes forhindring mod topposten.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet:

Kamala Harris
Kamala Harris Foto: Scott Eisen / Ritzau Scanpix

1. Kamala Harris. Med en fortid som Californiens Attorney General har hun flere gange i senatshøringer demonstreret sin evne til at skyde med skarpt, når det gælder. Hendes etniske baggrund – med en indisk mor og en far fra Jamaica – og den omstændighed, at mange demokratiske vælgere fortsat mener, at turen er kommet til en kvindelig præsident, gør hende til min favorit.

Joe Biden
Joe Biden Foto: Handout / Ritzau Scanpix

2. Joe Biden. Det er meget få amerikanere, der ikke kan lide ”Uncle Joe”. Han er varm, empatisk, har 50 års politisk erfaring på topplan og bringer mindelser om Obama-regeringen. Hans alder er dog et problem – han vil være 78, når han rykker ind i Det Hvide Hus –, og så er der altid frygten for, at han viser sig som et løsgående missil og kommer i problemer.

Bernie Sanders
Bernie Sanders Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

3. Bernie Sanders. ”Bernie” synes ikke at have mistet den nærmest kultagtige opbakning, han havde i 2016.

Elizabeth Warren
Elizabeth Warren Foto: Don Emmert / Ritzau Scanpix

4. Elizabeth Warren. Den tidligere Harvard-professor har vist sig at være den absolut førende ”policy wonk” i feltet. Warren er også en skarp retoriker, men hun har ikke Kamala Harris’ karisma.

Pete Buttigieg
Pete Buttigieg Foto: Kamil Krzaczynski / Ritzau Scanpix

5. Pete Buttigieg. Borgmesteren fra South Bend, Indiana, har vist sig at være en ualmindelig dygtig og tiltalende kandidat, der mod alle odds er stormet frem i meningsmålingerne. En anden ”media darling”, Beto O’Rourke, er tydeligvis blegnet en del på grund af ”Mayor Pete”, der synes at have mere politisk substans.

Jesper Zølck, journalist, der dækker USA for TV 2:

Kamala Harris
Kamala Harris Foto: Scott Eisen / Ritzau Scanpix

1. Kamala Harris. Den californiske senator med rødder i Jamaica og Indien har lynhurtigt slået sit navn fast (Kavanaugh-høringen hjalp) og har et godt mix af progressive talepunkter på sundhed og uddannelse uden at være for ekstrem til flertallet af moderate demokrater.

Hendes største styrke er måske primærvalgskalenderen: både Nevada, South Carolina og hjemstaten Californien ligger tidligt og ligner gode stater for hende. Og så er hun kvinde. Demokraterne vil virkelig gerne bryde det glasloft til Det Hvide Hus.

Bernie Sanders
Bernie Sanders Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

2. Bernie Sanders. Egentlig tror jeg ikke rigtig på Bernie. Han er gammel og vildt venstreorienteret i en amerikansk kontekst. Han er for pokker ikke engang demokrat, men melder sig lidt ind og ud af partiet, afhængig af om der er præsidentvalg. Men socialdemokratens “skøre og ekstreme” (hans egne ord) ideer antændte i 2016 en politisk revolution. Han har nærmest ført kampagne lige siden og med så mange kandidater, en proportionel fordeling af delegerede og en kultagtig følgerskare kan han nå rigtig langt - måske hele vejen - ved hele tiden at slutte i toppen af de enkelte primærvalg.

Amy Klobuchar
Amy Klobuchar Foto: Loren Elliott / Ritzau Scanpix

3. Amy Klobuchar. Mit wildcard. Men her er sagen med senatoren fra Minnesota: Hun er Trumps værste mareridt. Hun har bevist, hun kan vinde - og stort - i Midtvesten. Hun er kvinde og politisk moderat - som demokratiske vælgere er flest. Hun taler til både arbejderklasse-demokrater, som valgte Trump i 2016, og til bedre uddannede republikanere, som føler Trump fordummer deres parti, uden at skræmme dem væk med “socialistisk” snak. En kvindelig, yngre udgave af Joe Biden, om man vil. Hendes problem er, at hun nationalt er stort set ukendt. Og skal igennem primærvalg, hvor mere progressive vælgere ser ud til at dominere. Men måske et tidligt boost venter i Iowa - det er trods alt lige om hjørnet fra Minnesota.

Pete Buttigieg
Pete Buttigieg Foto: Kamil Krzaczynski / Ritzau Scanpix

4. Pete Buttigieg. Det nyeste stjerneskud. Og med god grund. Borgmesteren fra South Bend, Indiana, kan pege på stærke resultater fra en by, som var ved at gå i forfald efter at have mistet produktionsarbejdspladser i tusindvis. Han er ung, lynende skarp, militærveteran, religiøs, homoseksuel (ja, det er umiddelbart et plus i det nye, mere progressive Demokratiske Parti) og overalt i medierne. Nå ja, og så taler han syv-otte sprog. Prøv at google ‘Mayor Pete arabic translator hospital’ eller ‘Mayor Pete norwegian book’ og vurder selv, om han har en chance.

Joe Biden
Joe Biden Foto: Handout / Ritzau Scanpix

5. Joe Biden. Amerikanerne kan generelt rigtig godt lide Joe Biden. Så meget er sikkert. Hans popularitetstal er langt over Trumps. Otte år som vicepræsident har styrket hans brand. En Obama-Biden moderat demokrat, som taler til arbejderklassen. Meningsmålingerne siger, han er favorit. Jeg ved ikke rigtig. Vil de demokratiske vælgere virkelig have en ældre, hvid mand med tendens til kram og kys, der overskrider grænser - og som ikke har bevist, han kan vinde et tæt valg – dengang til Senatet for delstaten Delaware -, siden Nixon var præsident i 1972?

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker og cand.mag. i amerikanske studier:

Bernie Sanders
Bernie Sanders Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

1. Bernie Sanders. Ironien er selvfølgelig til at få øje på, når man sætter en hvid, 77-årig, uafhængig senator i spidsen for et historisk mangfoldigt demokratisk felt. Men her er det store spørgsmål: hvad vil Demokraterne i 2020 – restoration eller revolution? Hvis det er sidstnævnte – og det tror jeg - så er Bernie Sanders frontløberen. Ingen anden kandidat kan iføre sig den revolutionære ridderrustning som Sanders – og jeg tror, at de demokratiske primærvalgsvælgere ønsker den rene vare i 2020 og ikke en copycat.

Joe Biden
Joe Biden Foto: Handout / Ritzau Scanpix

2. Joe Biden. På papiret er Biden forhåndsfavoritten. Men den tidligere vicepræsident og 76-årige herre er ikke en åbenlys repræsentant for et parti, der bevæger sig mod venstre. Biden er frontløberen for dem, der ønsker en restoration af præsidentembedets værdighed efter tornadoen Trump. Bidens fordel er, at han virker til at have en ret fasttømret base af ældre, moderate vælgere, der kommer til at holde ham i spil. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det er nok. Bidens fordel er til gengæld, at partiets venstrefløj kan ende med at blive så overbefolket, at den baner vej for en Biden-sejr (hvilket ville være den ultimative ironi).

Elizabeth Warren
Elizabeth Warren Foto: Don Emmert / Ritzau Scanpix

3. Elizabeth Warren. Den sidste i min trekløver i toppen, der vist bedst kan beskrives som rollatorbanden. Rent ideologisk burde den 69-årige senator passe som fod i hose til Demokraterne anno 2019/2020. Derudover har Warren netværket og organisationen, hvilket ikke nødvendigvis får den store opmærksomhed, men er vital. Hvis Sanders skulle brænde sammen, vil hun være det oplagte alternativ. Deri ligger hendes chance og årsagen bag den - vil mange nok synes - høje placering, jeg giver hende her.

Pete Buttigieg
Pete Buttigieg Foto: Kamil Krzaczynski / Ritzau Scanpix

4. Pete Buttigieg. Den unge borgmester løber med opmærksomheden lige nu, og det er – bogstavelig talt – meget værd. Spørgsmålet er, om Buttigieg peaker for tidligt. Måske går gassen af Buttigieg-ballonen inden længe; det er ikke til at sige. Men man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder at klare sig godt i the expectation game – og her kan Buttigieg næsten kun overraske.

Kamala Harris
Kamala Harris Foto: Scott Eisen / Ritzau Scanpix

5. Kamala Harris. Jo længere tid der går, jo mere bliver jeg overbevist om, at Harris' chancer er overvurderet. På papiret har hun et enormt potentiale, men jeg kan ikke se det udfolde sig her og nu, hverken i offentlige optrædener, målinger eller kampagnebidrag. Forventningspresset er enormt, så Harris kan næsten kun skuffe og er pisket til en tidlig sejr i primærvalgene. Sker det ikke, tror jeg, at Kamala Harris bliver det demokratiske modsvar på Marco Rubios præsentation i 2016 (den republikanske senator fra Florida var en højtbesunget kandidat op til primærvalgene, men endte med at skuffe fælt og tabte endda sin egen hjemstat til Trump).

Forbehold og forventninger

Som I kan se, så er der et vist overlap mellem vores bud. Til gengæld kommer det også til at stå meget klart, at vi ikke er enige i vores vurderinger og prioriteringer. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Faktisk var det en af tankerne bag at samle denne firkløver. Jeg håber, at nedenstående kan være med til at illustrere, hvor svært det er at komme med kvalificerede bud på dette tidlige stadie. Vores individuelle vurderinger bygger både på øjebliksmomenter – eksempelvis hvem der klarer sig godt i målingerne, har momentum og er god til at indsamle penge – samt langsigtede overvejelser omkring, hvilken type primærvalgskamp, vi mon kommer til at se næste år.

Så husk: der er fortsat 282 dage til det første primærvalg løber af stablen i Iowa. På dette tidspunkt i valgkampen for fire år siden havde den senere vinder af præsidentvalget, Donald Trump, ikke meddelt sit kandidatur endnu. Det samme sker næppe hos Demokraterne i denne omgang, men det er værd at pointere, hvor lang tid – og dermed usikkerhed - der er igen.

Lige nu er vi i gang med ”det usynlige primærvalg”, hvor kandidaterne lodder stemningen, udvikler deres muligheder for at samle penge ind, vælger den rette kampagnestab og opbygger organisatoriske netværk i de enkelte stater. Af samme årsag ved vi endnu ikke så meget om, hvordan det går for de enkelte kandidater. Det samme gør sig gældende for vælgerkorpset. Vi ved endnu ikke, hvad de demokratiske primærvalgsvælgere kommer til at vægte højest: er det valgbarhed, kandidaternes politiske profil, en kombination af disse dele, eller noget helt fjerde?

Dernæst er der selvfølgelig betydelige forskelle i de enkelte kandidaters profiler, prioriteter og problemstillinger. Det gør sig både gældende i forhold til kampagnebidrag, medieomtale, evne til at føre valgkamp, den politiske platform og deres målsætninger. For selvom alle kandidater officielt går efter at vinde nomineringen, er der selvfølgelig en lang række kandidater, som snarere går efter at blive taget i betragtning som vicepræsidentkandidat, eventuel minister i en mulig kommende demokratisk regering eller bare bruger valgkampen til et springbræt til noget helt tredje.

Af samme årsag kan du, kære læser, dermed være sikker på, at vores vurderinger kommer til at ændre sig i løbet af det kommende år i takt med, at vi bliver klogere på en lang række af ovennævnte faktorer.

Så hvem ved, måske får du et gensyn med dette format?