Pernille Skipper: Vi skulle have væltet Thornings regering

Hvis Mette Frederiksen (S) i en ny regering laver økonomisk politik som under Thorning, så vil Enhedslisten vælte hende.

Det skal være slut med at være støtteparti for enhver pris. Det er læren for Enhedslisten efter den seneste valgperiode med en socialdemokrat i front og dem som støtteparti, lød det onsdag i Talkshowet Lippert.

Det var en valgperiode, der førte til en stigning i den økonomiske ulighed i Danmark stik mod partiets mål, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

- Hvis vi havde vidst dengang, hvad vi ved i dag, så skulle vi have væltet hende, konstaterer Pernille Skipper om Helle Thorning-Schmidt’s S-R-SF-regering, som sad fra 2011 til 2015.

Regeringen havde ved sin tiltrædelse skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man som udgangspunkt ville videreføre den borgerlige økonomiske politik fra VK-regeringen i den bredeste forstand for at sikre økonomisk vækst. En politik, som Enhedslisten ikke støttede dengang eller nu.

Skattereformen, der ”pissede” på vælgerne

Det springende punkt for Enhedslisten kom dog knapt et år efter regeringsdannelsen.

Da regeringen sammen med Konservative og Venstre indgik en skatteaftale i juni 2012, som, via blandt andet skattelettelser på arbejde, skulle få 15.000 flere i job. Noget af betalingen for reformen blev fundet ved, at beløbet til kontanthjælp, dagpenge og førtidspension ikke skulle stige med lønudviklingen.

Det var en aftale, som fik den daværende politiske ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, på TV 2 News til at udtale, at det regeringen gjorde var, at ”pisse på de mange mennesker, som har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik, som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard har ført igennem de sidste ti år.”

Skattereformen, S-R-SF lavede med K og V, var at \"pisse\" på vælgerne, lød det fra den daværende leder af Enhedslisten. Video: Sissel Christine Søe

Alligevel trak Enhedslisten dengang ikke deres mandater ud af ligningen og væltede den siddende statsminister.

Mette Frederiksen vil blive væltet

I dag ville det være gået anderledes, fastslår Pernille Skipper. For netop denne reform anser Enhedslisten nu som værende første skridt ind på en bane, hvor S-R-SF-regeringen rykkede længere til højre i Folketingssalen på den økonomiske politik.

Og det er en politik, som Mette Frederiksen ikke skal have lov til at føre, hvis hun skal sidde på Enhedslistens mandater efter næste valg.

- Det der ville være en fejl er, hvis vi ikke lærer af den tid, konstaterer Pernille Skipper i Talkshowet Lippert.

- Vi er villige til at give dem en chance til, fordi de formentlig vil være det bedste bud, vi har. Men hvis man laver en skattereform som den her igen - den mest ulighedsskabende i årtier, topskattelettelser finansieret med penge fra folkepensionister og arbejdsløse - så skal man finde sig et andet parlamentarisk grundlag, siger hun.

Socialdemokratiet har tidligere kommenteret Enhedslistens krav til den økonomiske politik med en skriftlig kommentar i Berlingske.

- Jeg synes, vores venner i rød blok skal bruge lidt flere kræfter på at sikre en ny regering og en ny retning, skrev politisk ordfører Nicolai Wammen (S) til avisen.

Ifølge Pernille Skipper er en ting sikker. Det er, at Enhedslisten er klog af skade, når de næste gang skal forhandle om en ny regering.

- Nu har vi i hvert fald lært af det. Og når vi kigger tilbage, hvis vi havde den viden, som vi har nu, så skulle vi have handlet anderledes. Og derfor kan vi bare sige, at vi vil handle anderledes i fremtiden, forklarer hun.

Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni i år. Ved den seneste måling fra Megafon stod de nuværende oppositionspartier, trods den statistiske usikkerhed, til en klar føring med Enhedslisten som rød bloks andetstørste parti efter Socialdemokratiet.