Dansk Folkeparti vil give fiskeriminister endnu en næse

Eva Kjer Hansen har ikke orienteret Folketinget tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti, og derfor vil de give ministeren endnu en næse.

I februar måned fik fiskeriminister Eva Kjer Hansen en næse. Nu ser det ud til, at hun får endnu en.

Det oplyser Dansk Folkepartis gruppefører, Peter Skaarup, til TV 2.

- Fra Dansk Folkepartis side forventer vi, at hun (Eva Kjer Hansen, red.) tager Folketinget seriøst og orienterer partierne ordentligt. Det indskærper vi nu. Der er nogle spørgsmål, hvor ministeren selv bør kunne tænke sig til, at det er noget, Folketinget skal orienteres om, siger han.

Næsen skal dog vendes i Folketinget, før den endelig kan gives.

Ministeren siger til TV 2, at hun venter med at kommentere på kritikken – og dermed næsen – til den ligger der formelt.

Det andet gule kort

Sagen handler om, at myndighederne i det skjulte har givet landets største muslingefiskere en skjult adgang til at fiske ved Storebælt.

Da ministeren i februar fik sin næse, sagde Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, dengang, at næsen var et gult kort, ”og dem får man ikke to gange”.

Men reglerne har åbenbart ændret sig, for partiet har ikke tænkt sig at vælte ministeren.

- Man må vurdere alvorligheden i den enkelte sag, og vi vurderer, at det, der er foregået, ikke er i orden, men at det ikke er så alvorligt, at det kræver, hun skal gå af, siger Peter Skaarup.

Millionfangst

Fiskeriet i Storebælt har foregået fra 2016 til 2018, og fangsten er ikke talt med i det samlede regnskab for, hvor mange fisk fiskere må fange, da det blev betegnet som en forsøgsordning.

Det hele foregik helt udenom normale procedurer, og uden andre fiskere har haft kendskab til det eller haft mulighed for selv at deltage.

Det er ikke småpenge, de store muslingefiskere har tjent på den forsøgsordning, de har benyttet til at fiske i Storebælt. Et enkelt fartøj tjente alene i 2018 omkring en million kroner.

Eva Kjer Hansen har tidligere overfor TV 2 erkendt, at forvaltningen har været lemfældig, og at der er begået fejl.

De seneste syv næser

Eva Kjer Hansen

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V). Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
I februar 2019 fik Eva Kjer Hansen en næse,fordi hun i strid med Miljø- og Fødevareudvalgets ønske ikke havde fremskyndet indførelsen af nye regler, der satte loft over, hvor mange kvoter en fisker må eje.
Sagen tager sit udspring 19. juni 2018, hvor et flertal i Folketinget lavede en ny politisk aftale om fiskeri af østers og blåmuslinger. Med aftalen blev loftet, for hvor mange licenser en fisker må eje, reduceret.

Anders Samuelsen

Udenrigsminister Anders Samuelsen er "meget tilfreds" med Irans blacklisting. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
I slutningen af januar 2019 fik udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) en mindre næse. Et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten kritiserede ham for at have modsat sig Folketingets ønske og givet forskere lov til at citere fra ellers helt fortrolige møder i Udenrigspolitisk Nævn om den danske krigsindsats.

Karsten Lauritzen

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er ikke klar til at oprette konti til folk, der gerne vil betale eftergivet gæld. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
I november 2018 gav et flertal i Folketinget skatteminister Karsten Lauritzen (V) en lille næse for at udlevere forkerte oplysninger til Folketingets Skatteudvalg på et samråd 27. september.
Her hævdede ministeren, at Skatteministeriet ikke var blevet rykket af Undersøgelseskommissionen om Skat i forbindelse med udleveringen af det materiale, som kommissionen skal undersøge. Men det var forkert, og derfor fik Karsten Lauritzen en næse.

Ole Birk Olesen

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
I marts 2017 fik transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) en stor næse i forbindelse med en økonomisk krise i PostNord.
Ministeren fik besked om, at PostNord manglede mere en to milliarder danske kroner, og at det ville blive nødvendigt for den danske og svenske stat at skyde flere skattekroner i selskabet. Der gik dog flere måneder, før han delte den viden med ordførerne i postforligskredsen i februar.

Esben Lunde Larsen

Minister for Landbrug og Fødevarer Esben Lunde Larsen (V). Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark
I april 2017 fik daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) en stor næse ovenpå sagen om kvotekonger i dansk fiskeri.
Ministeren fik næsen, fordi Folketinget ikke mente, at ministeren orienterede partierne godt nok om mulighederne for at dæmme op for kvotekongerne, som er en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af fiskekvoterne og dermed skabt næsten monopollignende tilstande.

Hele regeringen

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark
I sommeren 2016 blev der givet en usædvanlig næse. Her tildelte Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg hele V-regeringen en næse. Årsagen var tilbageholdelse af oplysninger om den omdiskuterede landbrugspakke.
 

Kristian Jensen

Finansminister Kristian Jensen (V). Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
I februar 2016 fik daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) en "kæmpe stor" næse. Næsen fik han for at ignorere et beslutningsforslag fra SF om at droppe besparelserne på udviklingsbistanden, som der ellers var flertal for.