BLOG: Radikale kan ikke diktere den økonomiske politik under et nyt flertal

16x9
Radikale Venstres krav om en højreorienteret økonomisk politik bliver ikke med Enhedslistens mandater. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

BLOG: Radikale Venstres ultimative krav om en højreorienteret økonomisk politik vil øge uligheden og videreføre Løkke-regeringens nedskæringer.

Radikale har den seneste tid turneret i pressen med en stribe ultimative krav til et nyt flertal. Blandt dem finder vi også deres krav om arbejdsudbudsreformer, højere pensionsalder og import af lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft. Det vil betyde flere forringelser af det sociale sikkerhedsnet og velfærden, og det vil ramme helt almindelige mennesker.

Derfor vil jeg gerne gøre det meget klart – og måske har vi sagt det for pænt tidligere – det er et fuldstændig ufravigeligt krav fra Enhedslisten, at der bliver ført en anden økonomisk politik end den, Løkke-regeringen står for. Så hvis Morten Østergaard rent faktisk tror, at han kan diktere den økonomiske politik under et nyt flertal, tager han fejl.

Vi er flere partier, der skal være en del af et nyt flertal, og fra Enhedslistens side kan jeg sige, at hvis flere arbejdsudbudsreformer betyder forringelser i dagpenge, kontanthjælp eller andre dele af vores sociale sikkerhedsnet, som det har gjort tidligere, kommer det ikke til at ske under en regering, der baserer sig på vores mandater. Det må Radikale huske i deres beregninger.

Radikales økonomiske politik minder til forveksling om Løkkes

Mange tror måske, at Radikale er nærmest et venstreorienteret parti, men det er ikke sandheden. Enhedslisten har mange enigheder med Radikale, når det kommer til eksempelvis integrationspolitikken. Men de har desværre en decideret asocial økonomisk politik, som ligner Lars Løkkes til forveksling. Får de deres vilje på den økonomiske politik, kommer vi til at se flere forringelser.

Det kunne vi se under den tidligere Thorning-regering, da Radikale, SF og Socialdemokraterne sammen med højrefløjen skar på velfærden og kontanthjælpen, så vi fik færre pædagoger i institutionerne og flere unge hjemløse. Og da de lavede en historisk ulighedsskabende skattereform og gav selskabsskattelettelser sammen med højrefløjen. Det viser sig igen nu, hvor Radikale sætter alle sejl ind for at få pensionsalderen til at stige yderligere, vil have topskattelettelser og stiller ultimative krav om arbejdsudbudsreformer, som reelt dækker over et ringere socialt sikkerhedsnet for helt almindelige mennesker, arbejdsløse eller syge.

Vi har ekstremt meget brug for at se en øget lighed og et mere trygt velfærdssamfund. Det modsatte af Løkke – og de Radikale.

Hvad er Østergaards plan B?

Jeg er bekymret for, at Radikale spiller for højt spil lige nu. Der er et stort flertal i oppositionen, der vil en anden økonomisk politik – både Enhedslisten, SF, Alternativet og også socialdemokraterne siger nej til deres ønske om mere ulighedsskabende politik. Samtidig har Morten Østergaard ikke svaret på det mest oplagte spørgsmål: Hvad er hans plan B? Er det Lars Løkke, hvis vi andre ikke gør, hvad Morten Østergaard vil have?

Derfor bliver jeg også nødt til at advare alle, der ønsker et nyt flertal, en ny regering og ikke mindst en politik, der løfter vores velfærdssamfund og indsatsen for mennesker i arbejdsløshed, sygdom og fattigdom, om ikke at stemme på Radikale. Det er en stemme på Løkkes økonomiske politik med nedskæringer og øget ulighed – eller endda måske en stemme direkte på endnu en blå statsminister.

Vi skal ikke finansiere velfærd med nedskæringer på velfærd

Radikales argument for at stille dette ultimative krav er, at råderummet skal øges – der skal være råd til velfærd. Og ja, selvfølgelig skal de helt nødvendige investeringer i velfærd finansieres. Vi finder pengene ved at lukke huller i vores skatteopkrævning, så multinationale selskaber ikke slipper afsted til skattely, og ved at rulle skattelettelser til toppen tilbage, så dem, der har meget, bærer en fair del af byrden. Det er ikke holdbart at finansiere velfærd med nedskæringer på anden velfærd, som Radikale ønsker og som har været virkeligheden de sidste 20-30 år.

Til syvende og sidst kan Enhedslisten jo kun styre Enhedslistens mandater. Derfor må jeg appellere til, at man ikke bare stemmer på et oppositionsparti. Det er ikke bare et valg mellem Løkke og Mette Frederiksen. Der er forskel på partierne i rød blok, og der findes heldigvis partier, der både ønsker en human flygtningepolitik og mere lighed og et bedre socialt sikkerhedsnet.