BLOG: Generationers største vælgerbluff

16x9
Lige nu hersker der stor tvivl blandt danskerne om, hvem denne tidlige pension egentlig er målrettet til, og hvem der bliver efterladt på perronen, skriver Britt Bager. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Socialdemokratiet har bildt hver femte dansker ind, at de får ret til tidligere pension. Men kun 2.850 danskere i arbejde vil få muligheden.

Det største vælgerbluff i generationer. Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmusen, da han omtalte Mette Frederiksens pensionsplan i deres tv-debat i søndags.

Ikke helt ubegrundet. For Socialdemokratiet har faktisk fået hver femte dansker til at tro, at de får ret til tidligere pension. Det viser en ny måling fra Greens Analyseinstitut, som er lavet for Børsen.

Og det stemmer lang fra overens med virkeligheden. Socialdemokratiets pensionsforslag giver nemlig kun tidligere pension til 2.850 danskere i arbejde per årgang.

Lige nu hersker der stor tvivl blandt danskerne om, hvem denne tidlige pension egentlig er målrettet til, og hvem der bliver efterladt på perronen. Jeg mener, at vælgerne fortjener et klart svar. Må sygeplejersken trække sig tidligere? Må bankassistenten? Må skolelæreren? Eller er det kun håndværkeren?

I søndags viste Mette Frederiksen sig endnu engang fra sin ’tal udenom-strategi’, og endnu engang undgik hun at svare på, hvem der får den tidligere pension.

Mette Frederiksen ville i stedet vide, hvad Venstre vil. Og det kan hun naturligvis godt få svar på. For i Venstre mener vi, at hvis man er nedslidt og ikke kan arbejde, så skal man selvfølgelig ikke arbejde. Så skal man have gode muligheder for at trække sig. Uanset hvilket arbejde man har haft.

I Venstre vil vi forbedre den allerede eksisterende seniorførtidspensionsordning. Vi ønsker en ordning, som rent faktisk hjælper de nedslidte - uanset faggruppe - og som oven i købet giver en ydelse, der er tre gange så høj, som den Mette Frederiksen foreslår.

Vi vil ikke, som Mette Frederiksen, give tomme løfter, vi ikke kan levere på.

Vi vil derimod tage udgangspunkt i det enkelte menneske og se på deres behov. Vi er alle forskellige, og vi har alle forskellige behov. Derfor skal vi også sørge for, at de, som faktisk er nedslidte, får mulighed for en værdig tilbagetrækning.